-Tegneren Klaus Albrectsen skriver mindeord om arkitekten Godfred Louis-Jensen, København, 73 år: En besværlig samfundsdebattør er død. Et elskeligt, på sin vis uskyldigt menneske, som tog demokratisk samtale alvorligt og handlede derefter. Vi var fætre. Havde kendt hinanden hele livet og vidste om vore respektive baggrunde. For mig var det en glæde at se min fætter udvikle sig fra artigt velopdragen ung mand til mere og mere kritisk tænker og aktivist. Efter tiden i Afrika og årene som lærer på Akademiet var det, som om Godfred gav sig selv fri til at tale om de ting, der optog ham. Han blev en flittig læserbrevsskribent, deltog gerne i debatmøder og gav sin mening til kende, gik i flæsket på hyklere og vakkelvornt tænkende politikere og holdt sig ikke tilbage fra at demonstrere på gader og fra Folketingets tilhørerpladser i de sagers tjeneste, som i øjeblikket optog ham. Indimellem kom Godfred forbi og fortalte muntert om, hvilke aviser der nu havde nægtet ham optagelse af indlæg, og hvilke politikere der anså ham for et brokkehoved og blev trætte, bare de så ham i en forsamling. Til en del af omverdenens ubehag indtog Godfred stærkt vinklede standpunkter, som da han udtrykte støtte til Milosevic' Serbien, fordi han mente, at Nato's bombninger fra 9 kilometers højde var dybt forkerte, ligesom han skriftligt og mundtligt angreb Danmarks deltagelse i Irakovergrebet uden FN-mandat. Andre sager var knap så ømtålelige, deriblandt bygningen af Møllers operahus, som Godfred, ud fra sin professionelle synsvinkel, gik imod. En dag mødte han i Nyhavn prins Henrik, som var ude og lufte hund. Godfred standsede prinsen, trak papirer og tegninger frem og viste, hvordan operaen ville tilproppe det smukke lange vue ned gennem Amalienborg. Prinsen lyttede høfligt og endte med, fortalte Godfred, at mene, at han nok havde ret. Bygningen af et offentligt toilet op til Holmens Kirke fik Godfred bremset; på Christianshavn arbejdede han i årevis på at Krøyers Plads skulle bebygges med et slankt højhus, som kunne give luft og lys. Med mellemrum mødtes vi og gik ture og talte om livets mærkværdigheder. Spurgte han mig til råds om sine gøremål, støttede jeg ham. Selvfølgelig. Et samfund har brug for nogen, der stiller ubekvemme spørgsmål og ulejliger travle politikere og dignitarer. Nu er Godfred død. På hospitalet gjorde han et sidste oprør og smed kopper efter sygeplejerskerne, fordi de ikke ville lade ham komme hjem. »Jeg vil ud! Nu!«, råbte han i telefonen, dagen før han døde. Nu er han ude. God fred.