0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dem siger vi farvel til

Dødsfald
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

•Mag.art. Anne-Marie Gjedde Olsen skriver om billedkunstneren Anne-Birthe Hove, Bornholm, 61 år:

Den lille kvinde med det store potentiale. Sådan kan Anne-Birthe Hove beskrives. Hun uddannede sig som grafiker hos professor Dan Sterup-Hansen ved Kunstakademiet i København og studerede kunstpædagogik hos Helge Bertram samme sted.

Det er først og fremmest som grafiker, vi husker Anne-Birthe Hove, men hun har igennem sit liv som billedkunstner også beskæftiget sig med andre udtryksformer. Som barnefødt i Aasiaat i Grønland satte hun sit præg på byen ved udsmykningen af kæmpeskorstenen i byen og også med udsmykning af lufthavnen.

I Nuuk fik hun bl.a. til opgave at udsmykke kapellet og den psykiatriske afdeling på Dronning Ingrids Hospital. Hendes seneste opgaver blev udsmykningen af et krydstogtskib, som sejler langs den grønlandske kyst, og en lysinstallation på universitetet i Nuuk.

Udsmykningsopgaverne udfordrede hendes kendskab til andre materialer end grafikkens, men det karakteriserede altid hendes arbejder, at hun foretog en grundig og omhyggelig research.

Grafikken var og blev dog Anne-Birthe Hoves foretrukne kunstart. Hun søgte altid nye udtryksmuligheder ved hjælp af forskellige teknikker, såvel som hun blandede forskellige grafiske teknikker til en personlig stil.

Anne-Birthe Hove medvirkede i et hav af gruppeudstillinger både i Grønland og i Danmark, men også i udlandet. To større separatudstillinger blev det til, den ene på Vejle Kunstmuseum og den anden, en retrospektiv, i Katuaq i Nuuk, hvor jeg fik den glædelige opgave at skrive bogen om hende til udstillingen.

Det er ikke tvivl om, at Anne-Birthe Hove som billedkunstner over de første socialrealistiske billeder af drukmiljøet i Nuuk i 70’erne til 90’ernes mytologiske og næsten minimalistiske billeder nærmest er blevet et symbol på den nuværende selvbevidste grønlandske kunsts udvikling.

En kunst med lokalt udspring, som matcher den internationale kunstscene.

I en årrække var Anne-Birthe Hove formand for den grønlandske kunstnersammenslutning Kimik. Hun var medlem af Danske Grafikere og kunstnersammenslutningen Koloristerne.

Anne-Birthe Hove var en del af initiativgruppen til Nationalgalleriet for Kunst i Nuuk, hvor hun indtil sin død var medlem af bestyrelsen.

Anne-Birthe Hove boede både i Grønland og i Danmark.

Sidst, jeg traf Anne-Birthe, strålede hun af glæde og stolthed over at være blevet bedstemor.

Anne-Birthe Hove boede sin sidste tid i sit og ægtemanden Thomas’ hjem på Bornholm.


•Professor Peter Nedergaard, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, skriver om professor Hjalte Rasmussen, 72 år:

Hjalte Rasmussen var juridisk forsker med speciale i EU-retten og EU-domstolen, men hans forskning rakte langt uden for de juridiske kredse.

Det var her, at jeg som EU-interesseret scient.pol. første gang traf på ham for hen ved 25 år siden. Siden mødtes vi til utallige faglige arrangementer, hvor Hjalte tit var let genkendelig med sin i forhold til andre forskere noget usædvanlige påklædning: tweedjakke og butterfly.

Som regel var han i gang med en eller anden faglig argumentation, som gik ud på, at denne eller hin position ikke holdt for en nærmere efterprøvning. Hjalte var aldrig kedelig i hverken skrift eller tale, og i det meste var humoren med.

Hjaltes store lærebog om EU-retten i kontekst blev i flere årtier en af de mest anvendte EU-lærebøger, og den var ikke mindst meget anvendt på de ikke-juridiske samfundsvidenskabelige fag, fordi Hjalte altid så juraen i et bredere samfundsperspektiv.

For Hjalte var det juridiske perspektiv blot ét perspektiv blandt flere, og juraen var altid i evigt samkvem med det omliggende samfund.

Den brede interesse- og kontaktflade betød også, at da Hjalte for godt et års tid siden blev begavet med et festskrift i anledning af 70-års fødselsdagen, endte det med en bog på vej mod de 1.000 sider. Det må være et af de tykkeste festskrifter, som hidtil er udgivet i Danmark.

Ud over ved faglige arrangementer kunne man også træffe på Hjalte ved diverse auktionseftersyn, hvor han vist især var på udkig efter fransk fajance, som han mente kostede alt for lidt i Danmark, fordi efterspørgernes viden herom var for lille.

Hjalte deltog med mellemrum i den offentlige debat om EU-domstolens rolle. Han mente vel grundlæggende, at EU ikke havde en sådan grad af fællesskab, at EU-domstolen burde agere så aktivistisk, som den til tider gjorde. EU var ikke en føderationslignende størrelse som USA. Derfor burde EU-domstolen også være mere tilbageholdende i sin domspraksis. De senere års udvikling i EU har vist, at Hjalte havde sikrere fat i den lange ende end mange af dem, der mener det modsatte. Omvendt var Hjalte ikke typen, som nogen sinde kunne finde på at hovere, blot fordi udviklingen havde givet ham ret. Han havde det fint med, at andre mente noget andet end ham selv.

Hjalte Rasmussen har gjort en stor indsats for dansk EU-forskning. Han vil blive savnet for sin intellektuelle åbenhed og flid, sine meningers mod, for hjælpsomheden og for sin faglige integritet.

navne@pol.dk

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere