'Døden er et skvadderhoved'.
Sådan hedder et digt, hvori den talende står parat til manden med leen: »Tag mig så/ langt væk fra skattevæsenet«. Men Døden, det skvadderhoved, har glemt sin le. »Skal jeg vente, til du har hentet den?/ Han nikkede./ (...) Det er jo en straf?/ Han trak på skuldrene og forsvandt«.
Digtet lagde titel til en hel samling i 1999, den tredjesidste af den snes romaner, digte, noveller, essays og dramatekster, som forfatteren Torben Lange, Ruds Vedby, nåede at udgive, før han efter flere års kamp mod en prostatacancer døde forleden, 78 år.
I forkortelse går man glip af den ukuelige sorte humor, der ellers også i dette digt opvejer forfatterens velbegrundede livstræthed.
Den samme galgenhumor, som i romanen 'Den sidste dans' i 2009 fik ham til at hudflette et »sundhedssystem, hvor man kan opleve, at dyr bliver behandlet hurtigere end mennesker«. Den roman var tredje bind af de livsberetninger, han indledte med et 700-siders hovedværk, 'Historien om en idiot - fortalt af ham selv' fra 1996.
Forklaringen på den titel ligger i Torben Langes svære start i livet på et 'sinkehjem' i 1940'ernes Danmark - i den grad fejlanbragt, som det skulle vise sig. De år gav stof til romandebuten, 'Mishandlet' (1971), såvel som de dokumentariske vidnesbyrd fra børnehjemsbørn, 'Dumme svin!' fra samme år.
Romantitler som 'Udskud' (1974), 'Krøbling' (1980) og 'Det underste folk' (1987) taler for sig selv, men røber ikke det tonefald af overraskende lyssyn og livsglæde, der også bar igennem privat omtumlede år som anerkendt - og dog fattig - forfatter.
De år dækker det mellemste bind livsberetninger, 'Forfatterliv' fra 2006 med deres fine balance mellem sårbarhed og sarkasme som svar på livets absurditeter, måske i slægt med Finn Søeborgs og Lean Nielsens.
Torben Lange spillede i sin tid trommer i forfatterforeningens jazzorkester sammen med bl.a. Arthur Krasilnikoff, hvis død fjorten dage tidligere syntes at tage Langes sidste modstandskraft.
Foruden sine værker efterlader han sin kone, Merete, og deres respektive voksne børn samt en ufuldendt samling tekster med blandt andet følgende linjer - de skal synges som en blues:
»Min seng, Baby, er en flyvende seng. Jeg flyver fra hospital til hospital, Baby. For det meste kommer en mælkebøttegul ambulance og henter mig. Yes, vi køres rundt i landet; yeah som tungtlastede humlebier. Fra hospital til hospital. Mens kræftafdelingerne bliver lukket«.
