Med sit ansigt opbygget af kubistiske flader lignede Allan de Waal i visse belysninger en Lundstrøm. Han var i det hele taget et lysmenneske, og hvis jeg kalder ham en ægte kulturradikal, er der ingen, der forstår det, for efterhånden er der ingen, der ved, hvad det er. Han dukkede tidligt op, ville gerne have sine digte trykt i Vindrosen, det må have været omkring 1960, talentet var åbenlyst, men endnu uudviklet. Charmen var til gengæld svær at stå for, så da Palle Kjærulff-Schmidt indspillede filmen ’Weekend’, blev Allan de Waal instruktørassistent. Siden udviklede spektret sig, arkitekturen og journalistikken tog ham, men lige meget hvor han arbejdede, lyste det på sin egen særlige måde, som man kunne kalde humoristisk-dialektisk.
Han var i stand til at lytte og viste her en sjælden egenskab i en tid, der er blevet mere og mere selvhenførende.
