Min første lp med Ravi Shankar fik jeg i 1964 - 'India's Master Musician'. Den stod i en kasse på Strøget i en Fonabutik. Et sort-hvidt foto af en ung musiker med stort hår og et mærkeligt strengeinstrument. Og magisk musik, der tog én til Valhalla, eller var det Nirvana, en fejring i alle nuancer af vibrerende farver og dynamik. Som om musikken blev genopfundet, så ildfuldt, så overdådigt rytmisk - sjæl og mere sjæl og den sære skønhed af det ukendte - en dialog med de højeste musikmagter. Et afgørende vendepunkt for ny indlevelse i improvisatorisk musik hørt gennem en fremmed musiktradition. Først i 1967 fik jeg efter den enestående koncert i det gamle Odd Fellow Palæ kontakt med Shankar, og det blev efterfølgende til mange lærerige møder og interview. Han fortalte gerne om sine mange læreår inden for den nordindiske 'hindustani'-musik og om sin berømte lærer Alauddin Khan og dennes søn Ali Akbar Khan. Om sin respekt for den klassiske 'carnatiske' musik fra Sydindien, eller sine afgørende møder med vestlige musikstjerner som Yehudi Menuhin, George Harrison og Philip Glass. Og naturligvis om musikkens spirituelle betydning, der for en ung hip beatmusiker var totalt ukendt område. Hans ærinde i den retning og evne til at åbne nye 'landskaber' i et skabende toneunivers var meget inspirerende og sendte nysgerrigheden mod dybere musiske lag. Viste man interesse for hans kulturs musiktradition, var han den tålmodige lærer og forklarede indgående og gentagende om komplicerede rytmemønstre og ragaopbygninger og udviklinger. Og så var han særdeles hjælpsom med kontakter til stjerner fra det indiske kontinent. Det medførte indirekte, at danske musikelskere op gennem 70'erne og begyndelsen af 80'erne kunne opleve musikgiganter som violinisten dr. L. Subramaniam, sangerinden Laksmi Shankar, fløjtespilleren Hari Prasad Chaurasia, sarodspilleren Imrat Khan, tablavidunderet Zakir Hussein eller shanajvirtuosen Bismillah Khan. Shankar havde nemlig opfordret en lille kreds af entusiaster til at danne Musikcirklen efter sin koncert i Tivoli i 1972, hvilket medførte, at dengang ukendte indiske musikere, sangere og dansere, der besøgte diverse europæiske storbyer, blev inviteret til Danmark, boede privat hos kredsens medlemmer og for små penge begejstrede publikum. Ravishankarji, jeg er ked af, at du er væk, men hvilken velsignelse, at du levede i min tid.