Vi mødtes alle tre på en café i København en lun sensommeraften i slutningen af august. Du var ankommet på cykel. Solbrændt efter ferien. Du så godt ud, var i fin form, syntes vi. Denne aften ville vi – som vi har gjort det så ofte før – nyde hinandens selskab over en god middag. Vi vidste ikke, at det ville blive sidste gang. For selv om du fire måneder tidligere havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen, var du så fuld af liv den aften. Du fortalte os med trods i stemmen om, hvordan du ville gribe kampen mod kræften an. Du var gået systematisk, grundigt og helhjertet til værks. Kompetent, selv i denne yderst vanskelige og livstruende situation. Sådan kender vi dig jo. Du var inspirerende at lytte til, og du fik os overbevist. Vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at den gode, positive energi, du havde fundet i dig selv, ville ende med at overvinde sygdommen. Vi havde jo regnet med, at vi skulle mødes mange gange endnu. Næste år og i årene fremover. At vi sammen ville få lejlighed til at tænke tilbage på studiedagene i Aarhus. På de første år som håbefulde journalister og på de udfordrende idrætsdage, som du arrangerede for os halvgamle mænd i vennekredsen. Timerne fløj af sted, når vi var sammen. Snakken gik. Om de store ting i livet – og de små. Om klimaforandringer, teenagegenvordigheder, politik, lektier, arbejde, om musik og midaldrende mænds fysiske fortrædeligheder. Altid kærligt – aldrig ligegyldigt. Din evne til at lytte, til at være til stede, fik det bedste frem – i os alle tre. På et tidspunkt for ikke så længe siden begyndte du at lægge billeder på Facebook, i et album opkaldt efter en digtsamling af Michael Strunge – et af din ungdoms idoler. Fremtidsminder, hedder det. Hvilket smukt ord.
Men også en påmindelse om, at du trods din ukuelige vilje til at bevare modet og ikke lade angst og mørke tage over i kampen mod kræften havde tænkt det utænkelige: at du kunne tabe. Billederne viser, at du var her, Per. At du satte dig tydelige spor i den tid, du fik på Jorden.
