Forskn ingen inden for acceleratorfysik har mistet en af sine mest anerkendte og respekterede personligheder. Hans Henrik Andersen tilhørte den første generation af unge forskere, der blev præget af det stimulerende miljø i Risøs Fysikafdeling i 1960'erne, hvor alle fulgte med i, hvad alle andre lavede, og hvor han selv, sammen med jævnaldrende fagfæller, gennemførte målinger af partiklers energitab i metalfolier, der endnu i dag, et halvt århundrede senere, fortsat danner standard på området. Selv om hans interesse og ekspertise først og fremmest lå i avancerede eksperimenter, erhvervede han allerede dengang en betydelig indsigt fagets teoretiske aspekter. Hans første faste stilling var et lektorat i fysik ved Aarhus Universitet. Det blev til over ti overordentlig aktive og produktive år, og bidragene til fysiklitteraturen fra hans laboratorium blev talrige, alsidige, altid igangsættende og af varig værdi. Hans studerende fra den tid indtager fremtrædende pladser i academia, industrien, gymnasieskolen og det internationale videnskabelige samfund. Han var en værdsat underviser især på det vigtige førsteårskursus i fysik, hvor han også fandt tid til at udarbejde omfattende forelæsningsnoter. Det varede dog ikke længe, før han blev valgt til dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet. Alligevel blev der tid til at udarbejde to bøger, et omfattende tabelværk og en bibliografi, som begge vidner om enorm flid og effektivitet. I 1982 blev HHA, som han yndede at kalde sig, ikke mindst fordi udlændinge ikke kunne stave hans efternavn, kaldet til et professorat ved Københavns Universitet. Hans Henrik blev her snart institutleder og formand for Danmarks Naturvidenskabelige Forskningsråd. Det var en tid, hvor forskningspenge var knappe i Danmark. Derfor kunne han ikke få de midler, der krævedes til den fornyelse af apparaturet på hans laboratorium, som han havde ønsket sig. Men med det forhåndenværende udstyr formåede han, sammen med yngre og jævnaldrende kolleger, at gennemføre et udbytterigt forskningsprogram om nanostrukturer i metaller, som vakte international opmærksomhed, længe før nano blev et trylleord, som alle taler om. Selv om han altid har haft et ambivalent forhold til computere, accepterede han bl.a. en indbydelse i 1994 til at tale om computersimulering af 'sputter'-processen, dvs. strålingsinduceret erosion af materialer, ved en kongres, der netop var rettet mod denne proces. Hans Henrik havde tilhørerne i sin hule hånd, og artiklen blev til en vigtig reference, som både aktører og brugere refererer til den dag i dag.