'Hansen' er død! Det kom ikke uventet, men alligevel som et chok. Dansk operas førstemand gennem en menneskealder har nu sagt farvel og - kendte jeg ham ret, og det gjorde jeg - tak. Han var min bedste kollega og kollegaven igennem en meget lang karriere på Det Kgl. Teater. Han debuterede med flyvende faner i 1958 i titelrollen 'Gianni Schicchi', og så sig fra da af aldrig tilbage. Han bar det største ansvar på sine ikke alt for brede skuldre med den ene hovedrolle efter den anden inden for det lyriske og dramatiske barytonfag. Det kunne for et mindre harmonisk menneske let have afstedkommet vokale problemer, men 'Hansen' lod sig ikke flytte fra sit centrum. Han vidste, hvad han stod for, og lod sig ikke forvirre. Bortset fra nogle få afstikkere til udlandet lagde han sin karriere herhjemme. Han var dansk langt ind i marven og ønskede kun at udtrykke sig i det sprog, han talte, tænkte og forstod. At stå på scenen med ham gav en tryghed, som smittede hele ensemblet, og en ung sanger gik aldrig forgæves for at få et råd. Ib var uhyre grundig i sin indstudering af et parti, og når først han havde fået det indenbords, glemte han det aldrig. Selv når en opera efter flere års pause blev genoptaget, vidste han nøjagtig, hvor han skulle stå og gå, og hvor han havde sine medspillere. Han var ikke til improvisationer og hadede, hvis nogen blev forledt til at lefle for publikum. For ham var tilstedeværelsen i en rolle dødsens alvor, og når først sceneriet var på plads, fyldte han rammerne ud med den varme menneskelighed og autoritet, som rummede hans hemmeligheder, og som gjorde hver aften med ham til en uforglemmelig oplevelse. Han var operaens første mand i en menneskealder, og vi har endnu ikke set skyggen af hans arvtager. Det er snart mange år siden, Ib trak sig tilbage, og de sidste år blev hæmmet af sygdom, men hans store publikum vil stadig mindes den store sanger, og vi, hans kolleger og venner, vil savne at kunne genhøre hans buldrende entré i Maskarade: »Ka' I være rolige!!«. Ja, kære ven, vi gør, hvad vi kan, men vi vil stadig kunne samles og mindes: »Ka' I huske!«. Ja, så længe vi lever!