Lejf Marcussen og jeg kom til at arbejde ved siden af hinanden i Danmarks Radio på et tidspunkt, hvor den sidste rest af min hørelse definitivt forsvandt! Vi snakkede om musik, Beethoven, og bl.a. mit arbejde som uddannet animator med tegnefilm. Først fortrød jeg at have slæbt ham med til festival i Annecy, men ved sidste forestilling vistes en af de polske kunstnere, som lavede film i Frankrig: Piotr Kamler’s ’Le Pas/The Step’. Denne film blev en øjenåbner for Lejf Marcussen, og i selskab med folk som Kamler, Walerian Borowszyk, Jan Lenica, ungarske Peter Földes, skotterne Len Lye og Norman McLaren med flere befandt Lejf sig godt. Hans yndlingsord blev snart ’nonverbal’. Her fandt han en udfordring, han som kunstner var optaget af resten af sit liv: Film, der ikke blev styret af ord, men af hans store kendskab til musikken og dens væsen. Han studerede i Canada ved Norman McLaren, som var vores store idol.
Blandt de film Lejf Marcussen, som har lavet, holder jeg selv mest af ’Tonespor’, hvor han har visualiseret musik af komponisten Carl Nielsen på sådan en måde, så jeg ikke behøver lyden.
