Åh nej, nu også Jan, tænkte jeg, da jeg så nekrologen. Vi havde en kort skriftlig kontakt for ikke så længe siden – om en fælles ven fra Los Angeles. Jan og jeg delte en lejlighed i Beverly Hills i 1958-59, på den billige side af Wilshire, to værelser på hver side af et større køkkenrum. Vi var begge tilknyttet UCLA, Jan var Arnold Schönberg-forsker, jeg skulle lære film og tv på filmskolen. Vi enedes om, at køkkenet også rummede radio og grammofonanlæg, mens mit lille tv holdt til for fodenden af min seng. Jan var ikke interesseret i fjernsyn. Det undrede mig derfor, da jeg en nat kom halvsent hjem at høre lyden af en late-late-movie inde fra mit værelse, en film med Bogart og Cagney. Jan lå på sengen og tyssede på mig. »Nu skal du bare høre«, sagde han. Jeg satte mig på sengekanten. »Høre hvad?«. Jan viftede med en finger. Der kom et af de talrige reklamebreaks. Det andet indslag var en reklame for Helena Rubinstein. Lyden var et lille flerstemmigt damekor. De sang ’How would you like to be bathed in luxury’. Jan noterede ivrigt på en blok og slukkede for apparatet, da nummeret var ovre. »Det er fantastisk«, sagde han, »det der, det er en lille aldeles perfekt tolvtonekanon. Tror du ikke, I på filmskolen kan finde ud af, hvem der har komponeret den?«. Det kunne vi. Det var en af professor Schönbergs bedste elever fra hans komponistklasse på UCLA.
Jan Maegaard
Lyt til artiklen
