For et par dage siden hørte jeg om Niels Martinussens alt for tidlige død. I 1996-97 rejste jeg med min familie på Bali. Vi sad og spiste morgenmad i Ubud, da en mand i røde umoderne korte røde shorts og lidt fimsede italienske fletsko kom ind i receptionen. Vi troede, han var tysker, men det viste sig, at han var pæredansk. Det var Niels. Der gik ikke ret lang tid, før vi kom i snak. Det skulle snart vise sig, at vi havde mange fælles interesser. Musik, rejser, politik m.m. Allerede den første aften spillede og sang vi sammen. Han var megamusikalsk, og det viste sig osse, at han levede af at spille. Med det samme engagerede Niels sig i os. Og ikke noget med at overse mine børn. Ja, han var engageret i livet. Martinussens humor har jeg aldrig hverken før eller siden mødt mage til. Om morgenen kom han os ofte i møde med et » God morgen. Nå. Hvordan går det så med at holde humøret nede?«. Og havde så et smørret smil i blikket. Vi blev venner for livet. Udvekslede dårlige vitser, talte dybt om livet og døden, inspireret af balinesernes animistiske, rummelige og magiske tro. Lige i disse dage går det godt for mig med at holde humøret nede og savner et fyldende og samtidig ydmygt og varmt menneske.