Kamma Ditlevsen var heldigvis frisk næsten til det sidste. Både humør, hukommelse og evnen til at more sig og gøre noget for andre var helt intakt. Hun kunne stadig alle kvadrattallene udenad og evnede at gange meget store tal med hinanden uden hjælp af lommeregner eller papir. Men det var i virkeligheden det mindste. Hendes altid gode humør var smittende, og selv om hun de sidste måneder skiftede mellem hospitalet og plejehjemmet, var hun mest optaget af at hjælpe de andre patienter med at få humøret lidt i vejret. For lidt over en måned siden blev Kamma 85 år, og hun kunne kigge tilbage på et liv fyldt med glæder og udfordringer. Hendes elskede mand, Edwin Ditlevsen (bror til Tove Ditlevsen), døde desværre allerede i 1970. Siden fandt hun ingen ny livsledsager, for kærligheden til Edwin var så stor, at ingen kunne følge efter. For os, der har kendt begge parter, forstår vi. De to hørte sammen. Kamma var en gudbenådet lærer, der startede sin lærergerning i 1954 som 27-årig klasselærer for 1. d på Brøndbyvester Skole. Hun havde lyst til at undervise og medbragte mange nye ideer til, hvordan indlæringen blev optimeret. Det betød ikke, at man slap for udenadslære. Nej, faktisk mente hun, at det var sundt at lære nogle ting udenad, men i hovedsagen var det blot redskaber til at mestre mere indviklede problematikker. At kunne noget på fingrene var bestemt ingen hindring for at have sjove timer. Men selv om det krævede et vist terperi at kunne alle tabellerne og kvadrattallene, virkede det ikke som en sur pligt, men som en spore til at vinde de tabelkonkurrencer, der blev afholdt. Konkurrencerne var en leg på linje med: Hvem kender Europas hovedstæder eller alle Danmarks købstæder. Os, der har haft den glæde at have hende som klasselærer, kan bekræfte, at hendes metoder virkede, men de passede ikke med datidens normale pædagogiske metoder. Derfor grundlagde hun i 1976 den første danske Freinetskole, der bygger på, at børn bedst kan lære, hvis de har lyst til det. Kammas dybere mission var at give arbejderbørn bedre vilkår og muligheder for at dygtiggøre sig, da hun selv kom fra et fattigt, men kærligt og inspirerende arbejderhjem i København. Kamma var en humørspreder, og det var umuligt at kede sig i hendes selskab. Hun havde altid gode historier og var altid parat til at synge en sang – også en af de vovede, hvis hun syntes, at selskabet trængte til et lille løft, eller måske bare fordi hun havde lyst. Trods sin høje alder søgte hun fortsat personlige udfordringer i form af spændende rejser og sprogstudier. For os, der har haft Kamma Ditlevsen som klasselærer på Brøndbyvester Skole, er en æra slut. Vi har haft den glæde at mødes med hende mange gange, efter at vi afsluttede skolegangen i 1964. Senest deltog hun for et par år siden i vores tilbagevendende klassefester. Altid som festens succesfulde omdrejningspunkt.