Lyt til artiklen
Hvert øjeblik, man fulgte Peter O’Toole i en film – angiveligt også på scenen – frygtede man, at tråden ville briste, forbindelsen til virkeligheden, forankringen i en tekst og en karakters psykologi.
Man var aldrig i trygge hænder hos O’Toole, og fra jeg som stor dreng første gang så ’Lawrence af Arabien’ med hans store blå øjne, sandfarvede hår og nervøse mund i hovedrollerne, sad jeg uroligt i stolen og bad til, at O’Toole ville slippe frelst igennem og børste Saharas sand af sig og rejse sig som en monolit i skuespilkunsten.
