Når Ib Monty var til stede ved en pressevisning, strejfedes man uvægerligt af en diskret aura af at være i samme biografsal som en gentleman of the press. Ib Monty lignede hverken en lystfisker, en rockmusiker eller – som visse andre filmanmeldere – et rodehoved, der lige er kommet oksende fra sin kolonihave. Her var i stedet noget urokkelig stilfuldt og seriøst, som tidens tand ikke rigtig kunne få hul på.
Det betød ikke, at Ib Monty ikke kunne følge med tiden. Tværtimod fulgte han igennem hele sit lange filmliv med tiden i filmens verden. Men man siger farvel til Ib Monty med fornemmelsen af at sige farvel til en epoke, der på mange måder for længst er rindet ud. En epoke med gentlemen, livslange ansættelser og et lige så langt fokus.




























