Vores alle sammens elskede Ib Hansen er død, og man fyldes med den største taknemlighed over alt det, han gav os gennem så mange år: den skønnest tænkelige kollega på og uden for scenen! Hvilken lykke at blive bogstavelig talt kastet i armene på en sådan scenekunstner allerede til min debut i 'Boheme' i 1962. Senere fulgte de allerbedste oplevelser på scenen med Ib, først og fremmest i 'Tosca' med hans utrolige Scarpia og senere et uforglemmeligt samarbejde i Götz Friedrichs iscenesættelser af 'Eugen Onegin', 'Trubaduren', 'Simon Boccanegra' og mange andre. Hvis nogen levede på en scene, var det Ib - hans nærvær, hans ægthed, hans alvor, hans samspil - en kunstner med en sådan intuition til inspiration for alle sine medsangere hører til de allerstørste sjældenheder. Det har været et privilegium at være en del af Ibs store kunst.