I bedrøvelsen over Peter Steens død blander der sig mange muntre erindringer fra scene, film og skærm såvel som fra bag kulisserne. I en tidlig fase af sit teaterliv spillede han i en farce af Feydeau sammen med Gunnar Lauring, der undertiden havde et lidt mere improvisatorisk forhold til teksten, end den nybagte Peter Steen kunne håndtere, så en dag tog han mod til sig og sagde til sin ældre kollega, at han var afhængig af hans stikord, så om han muligvis kunne være lidt mere præcis med dem i deres scener sammen. Hvortil Gunnar Lauring med sin umiskendelige humor replicerede: »Hvad tager du i timen, Peter?«. Vi arbejdede i sin tid med hver sit på Det Kgl. Teater, og i vores venskabelige kontakt indgik mange samtaler om skuespilleriet. Jeg husker blandt andet, da Peter beskrev sin følelse af, at han egentlig kun kunne leve helt op til et sandhedskrav på scenen ved at stå op ad bagtæppet med ryggen til publikum og hviske sine replikker. Det var dengang. Siden udvidede han unægtelig sin koncentrationscirkel betydeligt, og jeg kan mindes, da han senere spillede i en forestilling på ABC Teatret og tilbragte det meste af aftenen helt fremme på forscenen. Der hørte han hjemme, og den samme fremskudte plads bevarede han i mange hjerter gennem et langt liv.