Keld Helmer-Petersen citerede ofte Paul Eluard: »Der er en anden verden, men den er i denne«. Når han fotograferede, var det ikke for at gengive den virkelige verden, men for at trænge ind bag den. Han afsøgte fotografiets yderste grænser, og skabte billeder, som på en gang var enkle og smukke og gådefulde og overraskende.

Hans motiver var det mest ydmyge, man kunne forestille sig. Det kunne være et udsnit af den overflade, som han gik på: lappet asfalt, sne på cement, knækkede fliser. Eller han samlede noget tilsyneladende uanseeligt op: en stump fladtrådt plastik, et forrevet stykke papir, lidt rustent metal. I billederne blev revner og sprækker til sære, men også sært betydningsfulde tegn, og det uanseelige blev til mystiske figurer og ildevarslende væsner. Afstanden mellem den konkrete virkelighed og det gådefuldt ubegribelige blev pludselig meget kort, på en gang dybt foruroligende og stærkt opløftende. Når et tilsyneladende tilfældigt objekt pludselig kunne træde i karakter som noget, der rummede en flig af en anden verden, var det altid resultatet af et yderst bevidst og meget konsekvent arbejde. Af hele denne verdens uendelighed af tilfældigheder er det få, som rummer en flig af en anden verden. Keld Helmer-Petersen var derfor nødt til at være skarp og præcis i sin udvælgelse. Det sidste billede blev til for mindre end tre uger siden. Umiddelbart vurderede han det som interessant, et billede, der måske kunne noget. Men den endelige beslutning, om det skulle med eller ej, nåede han ikke at træffe. Der er forskel på revnerne i fortovets fliser. De fleste er blot revner, kun ganske få er af en anden verden. Det er ikke enhver forundt at kunne se denne forskel, men Keld Helmer-Petersen dokumenterede den med sine billeder og bekræftede dermed Paul Eluards udsagn.