Man talte tidligere om sognekonger og bykonger, når det handlede om lokalpolitikere, der gennem mange år var dominerende – i de kedeligere tilfælde måske endda enerådende – på deres egn eller i byen. En lige så stærk position havde Per Kaalund også, da han fra 1974 til 1993 var amtsborgmester i Københavns Amt. Med en udtalt flair for det politiske håndværk var han en ambitiøs, dreven og respekteret, men også nidkær lokalpolitiker, der fra valg til valg konsoliderede sin egen – og Socialdemokratiets – position i landets folkerigeste amt. Fire gange blev han genvalgt. Men Per Kaalunds indflydelse rakte langt videre. Først var han formand i to ombæringer – 1979-86 og 1989-94 – for den overordentligt magtfulde Amtsrådsforening, der repræsenterede landets 14 amter, og som i samarbejde med staten og kommunerne afstak endog meget væsentlige dele af danskernes liv – ikke mindst på sundheds- og sygehusområdet. Et nyt liv på Christiansborg Og da Per Kaalund havde ført den kommunalpolitiske karriere så langt, som den formentlig kunne nå, skiftede han spor og blev medlem af Folketinget. I 13 år, 1994-2007, valgte Hvidovrekredsens socialdemokrater – og mange, mange flere på Vestegnen – den tidligere amtskonge til et liv på Christiansborg.
Her valgte fødselaren helt at skippe det kommunalpolitiske område, hvor han ellers ville have været en stor, ja, nærmest skræmmende kapacitet, og tog i stedet fat på andre felter, der også interesserede ham – forsvaret, udlændinge- og retsspørgsmål samt europæisk og nordisk politik som medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Europaudvalget, Europarådet og Nordisk Råd. Var der uforløste drømme om en ministerpost?
