Ole Lange er vistnok den eneste, der i Kraks Blå Bog kalder sig ’publicist’. Den selvbevidste titel deler han med en britiskamerikansk journalist, som han ligner i sit gåpåmod: New York Herald’s reporter Henry Stanley, der i 1871 gnavede sig igennem det indre Afrika, fandt den forsvundne dr. Livingstone ved Tanganyikasøen og fik tilnavnet ’den, der knuser klipper’. Ole Lange har ikke fundet Nilens kilder og er endnu ikke blevet belønnet med en britisk adelstitel, men som økonomisk historiker trængte han ind i dansk erhvervslivs indre Afrika, ind i ’den hvide elefant’s hemmeligheder og fandt kilderne til 1800-tallets første globaliseringsbølge. Det skete i fire bøger, dels om finansmanden C.F. Tietgen med hans Privatbank og til Kina rækkende Store Nordiske Telegrafselskab, dels om skibsrederen H.N. Andersen og hans også politisk ambitiøse kejserrige ØK. At sprænge sig vej til forståelse af imperiebyggernes forretningsmetoder var også at knuse klipper. De to bind om Tietgen gav Lange doktorgraden i 1980, og alle fire gav ham mange læsere, for under sine studier i London og Cambridge havde unge Lange også annammet det britiske publicistideal: at god forskning kan formidles, så den kan udkomme i paperback. Ole Lange var fra starten en uforfærdet praktiker – med medicinstudier, arbejde på Kofoeds Skole og på Thulebasen, før han angreb historiestudiet, og sideløbende med ansættelse på Institut for Økonomisk Historie på KU blev han fra 1971 sportsredaktør og fra 1978 fuldtids erhvervsredaktør på Information. På begge felter pioner: ved at angribe idrætten seriøst og alvorligt – både ’Stjernerne og vandbærerne’, som han kaldte en antologi i 1972, og ved at vove sig ned i firmaernes kælderetager. Hans kampagnejournalistik om B&W-cirkusset – ’Juvelen, der blev til skrot’ kaldte han i 2001 en bog om det – skaffede ham en injuriesag fra en bankdirektør og dagbøder fra landsretten, men også PH-prisen og anerkendelse selv fra Jan Bonde Nielsen, da denne blev frikendt for mandatsvig og gik i engelsk hi. Med sin indsigt i de faktiske forhold i jern- og pengeindustrien var Lange i 1988 oplagt til et nyt lektorat og senere professorat i erhvervshistorie på CBS, dengang kaldet Handelshøjskolen. Højenergisk skrev han bøger bl.a. om Jyske Bank og rederiet Lauritzen, fortsatte som kommentator i Information og bidrog til CBS’ omdannelse til kritisk universitet, både som havkat i de ledende organer og ved opbygningen af det frugtbare forskningsmiljø Center for Virksomhedshistorie i den tidligere Kongelige Porcelainsfabrik på Søndre Fasanvej. Den nærliggende zoologiske have har få dyr med Ole Langes krydsning af kritisk indsigt, frækhed og fairness. Både historikeren og den udadvendte publicist skriver med en frygtløs saglighed, som (de fleste) modstandere kan anerkende. Det er også led i en overordnet politik: at få selv erhvervslivets store hartkorn til at linde på låget for forskningen – ikke bare i sandhedens, men i egen interesse. Med samme stædighed har Ole Lange formået at overvinde handikap efter de senere års sygdom. Det fremgår af hans biografi om stormogulen C.F. Tietgen fra 2006 og hans og kollegaen Alex Frank Larsens mammutbiografi om deres gamle redaktør Børge Outze fra 2010. Det så man sidst her i foråret i hans tungen-lige-i-munden-nekrolog i Information over halvguden Mærsk Mc-Kinney Møller. Og der skal nok komme mere fra klippeknuseren.