Ligesom Napoleon har han underlagt sig store dele af Europa, og ligesom Napoleon er han ikke ret stor. Ja, faktisk spiller han koncerter på et flygel, hvis klaviatur er specielt bygget til hans små hænder. Men dirigenten og pianisten Daniel Barenboim ejer en feltherres selvfølelse, og enhver dirigent vil være misundelig over de geledder af musiksoldater, han hersker over. Karrieretilbud Han ejer også et kunstnerisk format, uden hvilket han næppe var blevet enehersker over Berlins Staatsoper Unter den Linden og leder på livstid for operaens orkester, Staatskapelle Berlin. Topjobbet i Berlin har Barenboim beklædt i to årtier, og sidste år erobrede han så formelt stillingen som musikchef ved La Scala-operaen i Milano. Få andre end denne musikgeneral ville kunne tillade sig at takke nej, når de blev bedt om også at overtage New York Filharmonikerne. LÆS OGSÅTravl klavermester tog tilløb i København Men Barenboim debuterede som pianist i Wien og Rom allerede som tiårig, og siden han 31 år gammel gav sig til at supplere sin klaverkarriere med faget som orkesterleder og operadirigent, har han for længst haft job som chefdirigent for to af verdens bedste orkestre, Chicago Symphony Orchestra og Orchestre de Paris. Karrieren tillader ham at sige nej, og jobbet i USA dengang var simpelthen for besværligt, fordi dirigenter i USA også skal bruge kræfter på at skaffe økonomiske midler. Den slags er der ikke tid til i dag for Daniel Barenboim, der med en tripelkarriere som dirigent, klaversolist og kammermusiker har presset tre superkarrierer sammen i en. Politisk menneske Fra begyndelsen har der været fart på verdensmanden Barenboim, som er jøde, men har statsborgerskab både i Israel og i Palæstina, og som ved siden af alt det andet også er en yderst aktiv dirigent for det flittigt turnerende og pladeindspillende West-Eastern Divan Orchestra.
Et symfoniorkester, som senest med dets aktuelle 'Beethoven for All'-satsning har prøvet at slå bro over konflikten i Mellemøsten ved at lade arabere og jøder spille sammen. Selv blev Daniel Barenboim født i Buenos Aires i Argentina under krigen af forældre med russisk-jødisk baggrund. Som femårig begyndte han at få klaverundervisning af sin mor, og i 1952 flyttede familien så til Israel. 12 år gammel blev den lille Daniel af sine forældre bragt til Mozarts fødeby, Salzburg, så han kunne begynde at lære direktion hos dirigenten Igor Markevitch. Velsignet af mesteren Samme år mødte han Wilhelm Furtwängler, der gav ham sin velsignelse, og det er i udpræget grad netop dirigentikonet Furtwänglers bredt åndende, romantisk-gammeldags stil, der har defineret Barenboims tilgang til det at lede symfoni- og operaorkestre. Det har gjort ham til en enestående fortolker af Wagner, og han dirigerede første gang ved festspillene i Bayreuth for lige godt 30 år siden. Også hans Beethovenfortolkninger er geniale, og hvis der er et problem, så er det det med selvfølelsen. Ingen kan reelt overkomme tre topkarrierer krammet sammen i en, og Barenboim er i de senere år blevet berygtet for ikke at øve sig til sine koncerter og for ikke at lave ordentligt prøvearbejde med de orkestre, han dirigerer. LÆS OGSÅBarenboim var en kæmpe-oplevelse Opførelserne har et udpræget musikalsk præg, men fejl og upræcisheder har i stigende grad irriteret ikke mindst tyske anmeldere. Selv hævder Barenboim, at han ikke behøver øve sig, fordi han aldrig bliver nervøs. Et liv på toppen af den klassiske verden og et talent af de helt sjældne har måske gjort ham lovlig selvsikker, skønt der også har været skandaler og hak i tuden undervejs. Verdensmand Daniel Barenboim giftede sig i 1967 med den engelske cellist Jacqueline du Pré, men kun seks år senere måtte hun trække sig tilbage fra scenen på grund af den sclerosesygdom, der endte med at slå hende ihjel. Imens troede Barenboim, at hans affære i 1980'erne med den russiske pianist Elena Bashkirova var en hemmelighed. Inklusive de to sønner, han fik med hende. Det var den ikke, og efter den store offentlige opmærksomhed omkring ægteskabet med den smukke du Pré skaffede den historie Daniel Barenboim ikke så lidt modvilje. LÆS OGSÅMusikkejseren spillede flødebred Chopin Det har også Barenboims insisteren på at spille Wagners musik i Israel gjort. Da han ved en koncert med Berliner Staatskapelle i Israel i 2001 oven på kontroverser og forudgående protester fra holocaustoverlevere vendte sig mod publikum for at annoncere, at der ville blive spillet Wagner som ekstranummer, udløste det en heftig debat i salen. Nogle blandt de tilstedeværende kaldte Barenboim »fascist«. Frigjorde Wagner Barenboim ønskede ikke at såre nogen, forsikrede han, men for ham var det at spille Wagner i Israel et politisk statement. »En dag er vi nødt til at frigøre Wagner fra al denne dødvægt«, har han sagt med henvisning til den måde, Hitler og Nazityskland brugte Wagners musik på efter hans død. Den store, lille musikfeltherre Daniel Barenboim er ikke bare et musikalsk fænomen. Han er også et politisk menneske, der skriver indlæg til alverdens aviser, kæmper for rettigheder til palæstinenserne og ikke viger tilbage for at kritisere Israels regering. Han har allerede oplevet ildebefindender på dirigentpodiet, men han giver ikke op. Hverken over for Israel, der har villet gøre ham til persona non grata i landet, eller over for den enorme udfordring, det er, at have - mindst - tre musikalske topkarrierer i en.
