Det er mærkeligt med Daniel Barenboim. Få andre har et talent så stort som hans, og selvsikkerheden fejler ikke noget. Hvorfor øve, når man er genial nok til at lade være? På den ene side er det forståeligt, at dirigenten og pianisten, fredsforkæmperen og debattøren Barenboim vælger at give den fuld skrue. Talentet skal bruges, og Barenboim brænder sit lys i begge ender med koncerter snart sagt hver eneste dag og en travl agenda for at skabe fred i Mellemøsten.
Fuld kalender
Men på den anden side. Når man spiller den ene koncert efter den anden med en kalender, der siger spar to til samtlige kollegers, så er det klart, at der ikke kan blive tale om perfekt finish på hver eneste af de mange soloklaveraftener, liedaftener, orkesterkoncerter og operaopførelser, den lille musikgeneral fra Staatsoper i Berlin med bijob på La Scala byder sig selv.
Det gjaldt også tirsdag aften i Randers, hvor virksomheden Vestas sammen med store fonde som Nordea og Augustinus og Randers Kommune havde skillinget sammen til den halvanden millions penge, det rundt regnet kræver at få Barenboim og hans fornemme operaorkester fra Berlin på besøg.
Klumper i fløden Barenboim kom som solist med sit orkester og spillede begge Chopins klaverkoncerter – og man var forundret og fortryllet, men også frustreret bagefter. For på den ene side er det fantastisk, hvilken måneskinsmagi den flødefingrede pianist kan sprede, når han – netop hos Chopin – lader melodier og fraser lyse magisk fra tangenterne.
