Helge, Preben, moster Elly, Winnie og Kirsten fylder rundt

Masker. Kirsten Lehfeldt optræder specielt i tv med mange forskellige figurer og gør det så autentisk, at man næsten helt kan glemme, hvordan hun egentlig ser ud.
Masker. Kirsten Lehfeldt optræder specielt i tv med mange forskellige figurer og gør det så autentisk, at man næsten helt kan glemme, hvordan hun egentlig ser ud.
Lyt til artiklen

Det kører bare for ham, den lille lumre, selvfede fuldtidsnudist i TDC-reklamen, for slet ikke at tale om Tuborg-bavianen, der med indædt chefpondus fik gjort sine fyndord til folkeeje: »Det' en ommer!«. 'Ommer!' kan man ikke ligefrem smække i hovedet på Kirsten Lehfeldt selv. I sit rollefag som skuespiller har hun spændt bæltet længere ud, end andre bare kan drømme om. I ping-pong-kompagniskab med Søs Egelind har hun skabt en egen pionerbane at spille på. Banebryderen Lehfeldt er lige så folkelig med sine skæve, grinagtige typer, som hun har været udfordrende queer, længe før begrebet blev lukket ind i varmen. En banebryder, hvad kvinder, køn og komik angår, udstyret med en velsignet evne til at ramme mænd på kornet. Bedre, end de selv er i stand til det. Sigende nok var det også hende, der for næsen af sine mandlige kolleger løb med rollen som Egon i Olsen-banden i musicaludgaven i Tivoli. Alt i alt godt gået, i betragtning af at hun fra naturen af er er lille og spinkel i det - og brød igennem som klassisk orienteret skuespiller i rollen som Edith Piaf (på Aalborg Teater i 1980). Men som hun selv ser det, har hendes held været, at hun ikke hørte til den unge, yndige type - hun lagde da også ud som Pippi Langstrømpe. LÆS OGSÅKirsten Lehfeldt: »Jeg kan se, at horisonten ikke er uendelig« Derfor har hun heller aldrig være ræd for det, som ellers er så svært for kvindelige skuespillere: at smide forfængeligheden ad helvede til. Med et grin. Her fandt hun tidligt en forbundsfælle i Søs Egelind, helt tilbage i1982, da de skulle deles om hovedrollen i 'Lærenemme Rita' og senere skulle spille revy sammen. De to lærenemme rivejern med fælles baggrund i det midtjyske kunne hurtigt blive enige om det trælse i, at de mandlige skuespillere altid rendte med alt det sjove. Det kunne fruerne sagtens håndtere selv: sjovet og sjoverne. Deres første fuldtræffershow, 'Latterens lange arm', blev til i1992, og hvad der siden er fulgt efter af 'Kongeriget' og den Reumert-præmierede 'Med på en kigger' m.v. - på tv og på turné - gjorde Søs & Kirsten til en institution i dansk underholdning. Sundt at spille mand
Selv puster de sig ikke op over deres »pointeløse genkendelseshumor«, men Lehfeldt er berygtet for at kunne trække en pointe i mesterligt langdrag, og parret humor har i det hele taget været et stort tagselvbord af typer, som danskerne viden om har kunnet genkende sig i. Selv om moster Elly og andre fruentimmere bestemt også har gjort indtryk, har Lehfeldt ikke mindst et rørende karsk greb om alle dem ved navn Helge, Preben, Per og videre i den dur. »Det er så sundt at spille mand. Det giver mig en stor frihed, en ekstra dimension at finde og spille mine mandlige sider ud. Det er bevidsthedsudvidende«. LÆS OGSÅTeater om folkeskolen rammer plet, men fuser ud Sammen med alle de der bodegaløver, hængerøve, pylretanter og skrapsakker tager Søs & Kirsten fortsat deres ture landet rundt indimellem. De er aktuelt ved at varme op til et nyt satireshow på tv med deres gamle sparringspartner og instruktør, chefen for Aarhus Festuge, Jens Folmer Jepsen. Sideløbende har Lehfeldt imidlertid altid holdt en livline til det mere traditionelle karrierespor som skuespiller. Blandt rollerne på film lyser hendes indsats som sygeplejersken Henry i 'Flamberede hjerter', der indbragte hende både en Bodil og en Robert.
Drømmerollen
På teatret har hun præsteret to gange at spille once in a lifetime-rollen som Becketts Winnie, der sidder fast i sin jordbunke i 'Glade dage' (senest på Grønnegårds Teatret i 2007) - en kvindeskæbne, som hun tegnede med en egen sprød og gæv ukuelighed. Hun har spillet stykker af Peter Turrini og Thomas Bernhard, men det er især i de komisk anlagte roller, at hun har stået stærkt, som i Line Knutzons 'Guitaristerne'. Senest fyrede hun op her i efteråret under Grobs 'Børn er dumme ' med sin forbenede hippielærerinde, der var så »tør som en tysk kasus og så skarp som en skideballe i den sorte skole«. Lige nu er hun med på holdet, der skal omsætte danskersatiren 'Europamestrene' fra scenen til tv. LÆS OGSÅKirsten Lehfeldt skal spille Egon Olsen Gennemslagskraften er ikke blevet mindre med årene, selv om Lehfeldt er blevet mere skarp, når det gælder om at prioritere, frem for altid at »holde tre bolde i luften«. Med alle de roller og ikke mindst personagerne i Søs & Kirsten-beredskabet - mere en 80 forskellige figurer, der »alle sammen har en flig af os selv« - er det også noget af en fætterkusinefest at have i spil. Som det lød i Lehfeldts fiskereklame, da hun som en særdeles kvindelig Minna forførte sin Gunnar med sin lille flynder: »Det' ik' så ringe endda!«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her