Sætningen er nok et af de mest huskede politikercitater i nyere tid: »Far her – jeg er jo direktør for det hele«. Daværende forsvarsminister Søren Gade tøvede ikke, da han i efteråret 2009 på direkte tv midt under tumulterne om den mystiske arabiske oversættelse af bogen ’Jæger – i krig med eliten’ svarede på spørgsmålet om, hvor ansvar skulle placeres, hvis det var forsvaret selv, der havde fabrikeret oversættelsen. Mere om den sætning, og ulysten hos dagens fødselar til at følge ordene op med handling og rent faktisk tage ansvaret, senere. Først lidt om den tidligere Venstre forsvarsministers overraskende comeback som direktør for landbrugets magtfulde interesseorganisation Landbrug & Fødevarer i maj sidste år. Efter et par år med nærmest fuldstændig radiotavshed fra Søren Gade selv, og stribevis af rygter om mislykkede jobansøgninger og personlig krise, var det et effektfyldt comeback, Gade præsterede, da han blev direktør i organisationen. Siden da har den tidligere så folkekære Gade formået at fintune landbrugets hovedorganisation både med store ledelsesændringer på de indre linjer og udadtil gennem større synlighed i medierne. Politisk praktiker Blandt de mange miljøorganisationer og i de centrale ministerier var der en vis spænding, da den første overraskelse over den nye direktør havde lagt sig. Ville Landbrug & Fødevarer med en erklæret Venstre-politiker i det magtfulde direktørsæde skærpe de evige konflikter mellem landbrugserhvervet, miljøorganisationerne og en regering med rød kulør? Eller ville han bruge sine kendte evner til at skabe forståelse og alliancer på tværs af interessekonflikter til gavn for landbrugserhvervet i en tid, hvor samfundet har brug for både et renere miljø og en stor landbrugsproduktion med dertil hørende beskæftigelse og valutaindtjening? Spørger man i centraladministrationen og blandt naturorganisationerne, er der endnu ikke noget klart svar på, hvilken kurs landbruget har lagt. Men fornemmelsen af en dygtig politisk praktiker, der både kan berolige de efter egen mening forfulgte uskyldigheder i erhvervet og samtidig lave praktisk politik med hensyntagen til alle interesser, breder sig. Blik for positiv medieomtale Som forsvarsminister fra 2004 til 2010 præsterede Søren Gade i de første fem år nærmest det utrolige.
Han var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens tro væbner, og han blev manden, der trods det principielle slagsmål om den danske deltagelse i den amerikanske krig mod Saddam Hussein i Irak stod som personlig garant for folkelig opbakning bag et markant og historisk brud med kongerigets mangeårige forsigtige udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det var under Fogh og Gade, at Danmark gik i ’rigtigt krig’. Den slags dør soldater af, andre bliver amputeret, mens atter andre må leve helt eller delvist med krigens mørke dæmoner som ledsager i et psykisk skrøbeligt liv. Søren Gade stod ved det hele. Han gjorde det med den charme og umiddelbarhed, som fik danskerne på tværs af politiske holdninger til at anse den økonomiuddannede vestjyde fra Holstebro for at være mere borger end politiker - en af de få ministre, som man sådan set gerne vil sludre lidt med om løst og fast hjemme i stuen. Med et tilsyneladende ufejlbarligt blik for positiv medieomtale lykkedes det Søren Gade at undgå alle følgevirkninger af de mange dannebrogssmykkede soldaterkister, som han gjorde sit yderste for selv at tage imod og være med til at begrave. Uden at skjule, hvor meget det følelsesmæssigt tærede på ham selv. Bizarre sager Først med den bizarre sag om den falske arabiske oversættelse af bogen 'Jæger - i krig med eliten' i efteråret 2009 krakelerede det. Med de berømte tv-ord om, at ’far her har ansvaret’, gjorde Søren Gade det klart, hvor ansvaret for en eventuel skandale lå. Troede man. Det viste sig, at sandheden i sagen overgik fantasien. Men i stedet for at påtage sig ansvaret lagde Søren Gade røg ud i store mængder. Nu var han ikke længere ansvarlig for noget som helst, og ministeren ofrede i stedet sin forsvarschef, der nok var den mindst skyldige i affæren. Da det et halvt år senere stod klart, at Søren Gade tilbage i foråret 2007 formentlig selv havde spredt et rygte om en hurtig og handlekraftig indsættelse af jægerkorpset i Irak for bagefter at bebrejde andre den manglende evne til at holde tæt med vigtige militære oplysninger, var kreditten hos den nye regeringschef, Lars Løkke Rasmussen, brugt op. Rasmussen, der i en periode havde frygtet Søren Gade som rival til formandsposten i Venstre, tog med formentlig åbne arme i mod Gades beslutning om at trække sig tilbage til Holstebro. Hårde på hjemmefronten Forud for det havde Søren Gade gennemlevet hårde år på hjemmefronten, hvor han var blevet alene med sine to døtre efter hustruens tidlige død. Nu er Gade tilbage på ryggen af den folkelige popularitet, som selv i de største politiske kriser aldrig har svigtet ham. I første omgang spiller han på landbrugets banehalvdel, men om det kan føre et egentligt politisk comeback med sig, får tiden vise. Spørger man fødselaren selv, er svaret klart nej, men med sætningen om ’far her’ i baghovedet kan man jo aldrig rigtig vide.
