Hvad Goethes ’Den unge Werthers lidelser’ er for Tysklands rebelske romantikere i 1700-tallets slutning, er Jean-Luc Godards ’Åndeløs’ for den generation af rebelske romantikere, der voksede op små 200 år senere. Ikke mindst fordi filmens hovedperson, smågangsteren, charmøren, men også den spontane drabsmand her i Paris anno 1960 blev spillet tidstypisk og suggestivt af Jean-Paul Belmondo. Generationsfilmen, hvor den 27-årige Belmondo markant og signifikant peger på et fotografi af sin flamboyante forgænger og ikoniske forbillede, den mutte og mandige Humphrey Bogart. For siden døende på filmens sidste spole at sukke, det er til at brække sig over, at være svigtet og stukket af en banal amerikansk pige, spillet humørsygt af den koket korthårede Jean Seberg. Hvilket gjorde ham til rollemodel for alt rask karlfolk i min gymnasietid i 60’erne, der gerne ville ind i varmen hos de kvindelige klassekammerater. Snart på det store hvide lærred den galliske gavflab, der nok døde i filmens slutning, men inden da har skudt en håndfuld herrer til blods og samtidig lagt alle damerne ned. Sådan som det sker i Jean-Pierre Melvilles mesterværk ’Døden giver ikke kredit’ fra 1962. En rolle, han skulle gentage i film efter film, en fandens karl, altid mand for sin hat, altid klar til et hurtigt knald og et langvarigt venskab. Mest overfladisk og stereotypt og dog charmerende sammen med en anden fransk hård banan, Alain Delon, i gangsterfarveladen ’Borsalino’ fra 1970. Men at den teaterskoleuddannede søn af en berømt billedhugger kunne spille andet end tough guy i diverse hårdkogte sammenhænge beviste Belmondo i flere film. Således i den unge Jean-Luc Godards kafkaske og labyrintiske film om en ung mand på slingrekurs i livet, i ’Manden i månen’ fra 1965. Men tre år før denne havde han smidt sin seje trenchcoat med eksistentialistisk for og lommer for at være alle tiders fægtende franskmand med pomp og panache i kappe- og kårdefilmen ’Cartouche’. I 1967 fik han en endnu bedre rolle, nemlig som den anarkistiske listetyv i Louis Malles mesterværk ’Tyven fra Paris’. Men efterhånden blev Jean-Paul mere og mere typecastet som fræk fyr, som uddeler lussinger og lægger kvinder i seng. Dog i Claude Lelouchs metafilmudgave af ’Les Misérables’ i 1995 så vi igen den alvorlige, sociale og intelligente Belmondo som en både gammeldags og moderne galejslave. Ud over at spille med i oceaner af sit fædrelands mere eller mindre letbenede film har han også med bravur optrådt på teatret. Efter sigende skal hans udgave af den langnæsede mesterfægter og musketer, Cyrano de Bergerac, have været en af de bedste i nyere fransk teaterhistorie. Tragisk med tristesse, flamboyant med finurlighed. Privat har der været mange damer og duller i Belmondos liv, en datter døde tragisk i en ildebrand, og den gråhårede gentleman udfører vel ikke længere sine egne stunt som i sine gamle velmagtsdage. Men grinet kan du ikke tage fra Jean-Paul Belmondo, smilet over hele den franske femøre og ud til alverden. Især den kvindelige del.