Efterår 2002. Henrik Vesterberg kommer løbende ind på kontoret med en sandwich i hånden og munden fuld af mayonnaise. Siger ikke goddag. Råber: »O.k., jeg har fantastiske nyheder! Michael Strunge farvede sit hår samme dag, som han skulle i tv og møde Lola Baidel. Men ved du, hvad den hårfarve hed? Sort Tulipan! Hahaha. Er det ikke helt fantastisk! Sort Tulipan, mand!«. Jagten på den altafgørende detalje har altid drevet Vesterbergs journalistik, og netop denne nidkærhed var udslagsgivende, da han i midten af halvfemserne, som chefredaktør for gratisbladet Nat og Dag, gjorde magasinet til det bedste, byen endnu har haft. Siden gik han solo og blev en af moderne presses største stilister med sin helt egen slentrende, præcise stil. Og selvfølgelig er han ikke indfødt københavner, men opvokset i Helsingør med håndbold og græsrodsarbejde. Han overvejede at blive skuespiller, men fik først realiseret dette tredive år senere i rollen som Vred Nettomand (Max Pinlig 2, 2011). I midtfirserne indtog han København, læste på universitetet (BA fra RUC) og begyndte at skrive for Ugeavisen København, en utilsløret venstreorienteret avis, og dette udgangspunkt har han aldrig fraveget. Vesterberg er stadig erklæret socialist og har ikke venner, men kammerater. Han er stor som Chelsea Hotel og kan, for nye kammerater, virke overvældende både fysisk og verbalt, men de, der kender ham, ved, at der bag det vildtvoksende ydre er et uhyre følsomt og fint sansende menneske. Dette forklarer måske hans besættelse af Bob Dylan, om hvem han både har skrevet og holder foredrag. Denne vinter solgte han alt, hvad han ejede, og tog til USA for at udforske oprindelig amerikansk folkmusik, Dylans rødder. Det er ikke kun for sjov, at han underskriver sin ugentlige klumme, Københavneriet, i Politikens Ibyen med Keep Copenhagen weird. Han er romantiker som få, oplever simpelthen mere end de fleste og bliver dagligt dybt berørt af et eller andet, han har set eller hørt på sin vej gennem byen, og hvad enten han skriver for Pisserendens Avis, bogen 'Dengang i 80'erne' (Gyldendal 2003) eller spiller Djævlens Advokat, (også i Ibyen), er det drevet af en lidenskab, som, om nødvendigt, vender op og ned på nat og dag. Han er ægte boheme, men sirlig midt i forvirringen, og selvfølgelig er fødselsdagen planlagt minutiøst på små papirlapper. Kammerater fra hele København, Helsingør og Tisvilde vil hylde ham på dagen, og de store knus findes ikke mere ægte.