For 20 år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70-års-dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord. Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Sådan virkede han også, da han i 1964-65 som et energibundt med Little Richard og Fats Domino som forbilleder brød igennem med renlivede kopier af soulklassikere som ’In The Midnight Hour’. Som en af få danske sangere lød Nalle autentisk. Sproget var blevet fintunet på langtur som dæksdreng til Australien. Inden da var Nalle blevet udlært som tarmrenser og var begyndt at få lokale job som sanger. Han havde gået i børnehave med Johnny Reimar. Soulbølgen herhjemme tog hurtigt fodfæste. Nalle har altid været til fals for dårlig rådgivning, eller som han siger i bogen: »Jeg har altid været verdensmester i at bygge slotte i himlen, men desværre har jeg også altid været verdensmester i at flytte ind i dem.« Derfor hoppede han med på den bølge, der opstod i landsbyens gadekær. Det gjorde hans publikum ikke, og efter forglemmelige numre som ’Hvor er min kone’ blev Nalle havnearbejder. Via Reimar blev han genopdaget af Gustav Winckler fem år senere og fik en indbringende periode på mere og navnlig mindre begavede ’undersættelser’ af sange som ’Good Golly Miss Molly’ (’Go’e gamle fru Olsen’) og bodegalavpunktet ’Jeg ka’ godt li’ babser’ (’La Bamba’). I 1980 skrev Kim Larsen ’Amanda’ til Nalle, der kvitterede med at sælge 25.000 eksemplarer af sangen. I 1982 producerede Billy Cross albummet ’Side 2’, der skulle rockrehabilitere Nalle. Pladen blev en anmeldersucces, men den slags kan man ikke leve af, og kunstnerisk hjemløshed blev suppleret af en identitetskrise, som sendte ham på gaden den næste halve snes år. Her i karrierens efterår oplever Nalle i al stilfærdighed en genopblomstring. Han udgiver fine roots- og bluesplader, knytter nye venskaber, bl.a. med Omar Dykes fra Omar & The Howlers. Og da Nalle forleden i Chicago deltog i mindekoncerten for guitaristen Magic Slim, lod han sig rive så meget med, at han uden for nummer gav ’Shake, Rattle and Roll’ i så saftig en version, at man skulle tro, den titel er hans livsmotto.