De fleste glaskunstnere støber glasset eller blæser det op i en form, men ikke Pipaluk Lake. Hendes organiske værker opstår i ovnen gennem en særlig teknik, den såkaldte slumpning, hvor stakke af klare glasplader smelter sammen med en metalkonstruktion, en slags bærende skelet. Lige før smeltepunktet griber Pipaluk Lake ind, resten af processen skal styres, den bløde og stadig mere nedsynkende glasmasse skal tæmmes og tyngdekraften udnyttes, hvorefter hun folder, vrider, strækker og draperer sig frem til den ønskede abstraktion. Snart efter stivner det hele. Det var under soloudstillingen ’Ocean’ i 2002, jeg for første gang stiftede bekendtskab med Pipaluk Lake. I den daværende Museumsbygningen på Østerbro hang hendes forunderlige glasformationer som forrevne flæskestykker på jernkroge i en slagterbutik, en oplevelse af næsten kødelig karakter, ikke uden ubehag, men også sært smuk og fascinerende. Udstillingen blev et gennembrud for hendes store ekspressive glaseksperimenter, og herefter kom der bud fra både nær og fjern. Charlottenborg ville gerne udstille, det samme ville Holstebro Kunstmuseum og Biennalen for Kunsthåndværk og Design på Trapholt. Hertil kommer en række internationale fællesudstillinger i blandt andet Chicago, New York, Beijing, Seoul og London, hvoraf sidstnævnte fandt sted på Victoria & Albert Museum. Derudover har Pipaluk Lake udstillet i både Rusland og de baltiske lande samt i Tyskland og Slovenien, hun har desuden haft soloudstillinger på Chappell Gallery i New York og det ikke længere eksisterende Drud & Køppe Gallery i København. Senest har også Galerie Maria Lund i Paris udstillet hendes glasarbejder. Navnet Pipaluk kan tyde på grønlandsk afstamning, men sådan er det ikke fat. Hendes danske mor og engelske far med efternavnet Lake, syntes bare godt om det særprægede navn til datteren, der såmænd kom til verden i Brøndby. Siden uddannelsen, der først gik omkring Norge med blandt andet træarbejde og billedskæring og siden omkring Designskolen Kolding, hvor hun ganske usædvanligt tog afgang i både glas og tekstil, har hun desuden tilbragt nogle år på Pilchuck School of Glass i Stanwood, USA, Konstfackskolan i Stockholm samt Guldsmedehøjskolen i København. Ud over sin åbenlyse originalitet er Pipaluk Lake altså ikke bare en særdeles veluddannet glaskunstner, hun har også tekniske og håndværksmæssige færdigheder inden for træ og ædelmetal. Det hele er da også smukt beskrevet i flere danske og udenlandske kataloger og tidsskrifter for kunsthåndværk. Gennem de seneste år har Pipaluk Lake forsøgt sig med genbrugsglas, ligesom hun også har foretaget en række yderligere eksperimenterer. Til glasset tilsætter hun nu blandinger af kobber, messing og jern, men også titanium og hvid emalje; noget, der giver glasmassen så tilpas mange karakterfulde aftegninger, at man også på de færdige værker kan se, hvordan tyngdekraften har trukket dem nedad og nedad i ovnen. Hertil kommer, at hendes allerstørste værker, dem på rundt regnet et par meter i længden og næsten lige så meget i højden, ikke kan håndteres hjemme i ovnen på Nørrebro, hvorfor de udvikles i kæmpeovnen på Gammel Dok, Statens Værksteder for Kunst og Håndværk. Indimellem forsøger Pipaluk Lake sig også med mere brugsrelaterede objekter, gerne i form af skåle og vaser med nærmest draperede kanter. En del af denne produktion kunne man se på dette års Kunsthåndværkermarked ved Frue Kirke. Hun er naturligvis repræsenteret i flere samlinger, og da hendes runde fødselsdag falder sammen med hendes 25 års jubilæum, vil hun fra 17. november blive fejret med en stor retrospektiv udstilling på Sophienholm i Lyngby.