»I am a lonely painter. I live in a box of paints«, skrev og sang Joni Mitchell i ’A Case of You’ på sit ikoniske album ’Blue’ i 1971. Her 42 år senere er det malerpenslerne, den nu 70-årige sanger, sangskriver og musiker beskæftiger sig mest med hjemme i sit hus i Californien, hvor hun bor alene.
Der er mange farvemættede, stemningstalende og undersøgende selvportrætter blandt Joni Mitchells værker. Et af de stemningsmæssigt lysere af dem pryder omslaget på dobbeltalbummet ’Travelogue’, der udkom i 2002 og på flere måder er det seneste skelsættende værk fra en kunstner, der er en af de seneste 45 års vigtigste og bedste sangskrivere.
På ’Travelogue’ nyfortolkede Joni Mitchell 22 af sine sange sammen med symfoni- og jazzorkester.
Da albummet udkom, erklærede hun, at hun derefter ville trække sig tilbage fra en musikbranche, som var blevet hende for rådden. Hun har senere gjort comeback, men hun har stort set ikke optrådt siden årtusindeskiftet.
For mange smøger
’Travelogue’ er en udgivelse, som fornemt favner Joni Mitchells ret enestående sangskriverformat. Den supplerer næsten alle de tidlige album, hun fortolker numre fra, og giver lyst til atter at være sammen med uopslidelige Joni Mitchell-plader.
Det gælder album fra hendes tidlige, akustiske og folkinspirerede periode, hvor hun opholdt sig meget i New York og fik udgivet titlerne ’Clouds’ (1969), ’Ladies of the Canyon’ (70), ’Blue’, ’For the Roses’ (72) og ’Court and Spark’ (74).
’Travelogue’ får også ørerne til at længes efter de vilde udgivelser fra hendes jazzede periode: ’The Hissing of Summer Lawns’ (75), ’Hejira’ (76), ’Don Juan’s Reckless Daughter’ (77) og ’Mingus’ (79). Kun som mere konformt akkompagneret rocksangskriver i 80’erne har hun skuffet.
Ydermere er ’Traveloque’ en udgivelse, der indrømmer, at Joni Mitchell som vokalist ikke længere besidder sin hyppigt forsøgsvis efterlignede evne til at frasere trillende, rytmisk og frem for alt naturligt akrobatisk over mange oktaver. Timingen og intensiteten fejler ikke noget. Men spændvidden og klangen gør.
De stemmekvaliteter er ødelagt af cigaretter, der har været en uadskillelig del af hende, siden hun var en 9-årig rekonvalescent hjemme i Canada.
Generationer af fans
Roberta Joan Anderson, som senere skulle tage efternavnet Mitchell med sig ud af et kortvarigt ægteskab, var et 8-årigt enebarn, da hun blev lammet og indlagt med den smitsomme sygdom polio. Mens hun var syg, måtte hun undvære yndlingslegetøjet, oliekridtfarverne, men havde god tid til at fantasere.
Klassisk musik inspirerede hende til at blive ved med at spille klaver, da hun blev rask, og investere i en ukulele, da hun var 14.
Som ganske ung fik hun en datter, som hun bortadopterede og først har fået kontakt med i de senere årtier. Musikken og malerierne blev hendes livsledsagere.
Ud over at male arbejder hun på en ballet, skrevet over hendes aldrig sentimentale sange om kærlighed. Det fortalte den elegante kvinde med det stadig lange blonde hår, da hun tog forskud på sin 70-års fødselsdag ved en koncert, hvor hun blev hyldet af nogle af de mange kunstnere, hun har inspireret.
For resten har hun ikke blot inspireret kolleger. Joni Mitchell har med sin sangskrivning været inspiration for generationer af fans og bliver stadig opdaget af nye lyttere.
