Anker Jørgensen er den første tidligere danske statsminister, der kan fejre sin 90-års fødselsdag. Han har i sit lange liv kunnet opleve tiden føje de nødvendige nuancer til det meget sort-hvide politiske portræt, der i mange år blev malet af hans statsministertid. Som Thomas Thurah skriver i sin mammutbiografi, ’Statsminister Anker Jørgensen’, har to standardfortællinger domineret portrættet. Det første beskriver Anker Jørgensen som en politisk dilettant, der kørte dansk økonomi ud på afgrundens rand. Historikeren Søren Mørch kårede ham i 2000 som en af landets ringeste statsministre nogensinde: »Politik havde han ikke forstand på, og det havde vælgerne heller ikke«, lød den giftige opsummering i Mørchs bog ’24 statsministre’.
LÆS OGSÅ Anker Jørgensen: »Jeg kan jo ikke kigge så meget frem, så jeg tænker mere tilbage«
Det andet er billedet af den folkelige Anker. Statsministeren, som alle er på fornavn med, der lever helt almindeligt i sin lille lejlighed, som alle andre arbejdsmænd. Den forældreløse dreng, der kom på Vajsenhusets opfostringshjem og alligevel blev Danmarks statsminister, men stadig bare var lille Anker fra Amager.
Begge billeder er karikaturer. Det første en forsimplet fortælling om Danmarks økonomiske problemer og den politiske handlingslammelse i 1970’erne. Det andet er et skønmaleri båret af en nostalgisk længsel efter ’ægte politikere’.
Anker Jørgensen er politiker på godt og ondt, med vilje til at bruge magten til sit politiske formål og varierende evne til at lykkes med det. Lige så optaget af strategi og meningsmålinger, der i hans aktive år var lige så upålidelige som vejrudsigterne, som alle andre politikere. Men altid båret af hensynet til sit parti og aldrig til sin person.
Den perfekte ny socialdemokrat
Det var, trods Anker Jørgensens egne fremstillinger, næppe nogen stor overraskelse, at Jens Otto Krag udpegede ham til sin efterfølger.
Han passede perfekt til den almindelige opfattelse af, hvad en ny tids Socialdemokrati kaldte på: EF-tilhænger, rødder i fagbevægelsen og lidt rødere end efterkrigstidens socialdemokratiske samfundsingeniører, for at dæmme op for truslen fra ’det nye venstre’.
