»Når du snakker om afgrunden, så vil jeg sige, at nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt ...« De advarende ord fra den afgående socialdemokratiske finansminister i oktober 1979 er blevet uløseligt forbundet med Knud Heinesens politiske karriere og slynges fortsat jævnligt ud i mere eller mindre frie fortolkninger, når den politiske debat kredser om økonomisk uansvarlighed eller som dom over Anker Jørgensens epoke i dansk politik. Destruktiv debat Specielt det sidste irriterer ordenes ophavsmand. For de faldt som et forsøg på at gøde jorden for, at hans efterfølger kunne tage fat på nødvendige hårde økonomiske indgreb snarere end for at tørre skylden for det økonomiske morads af på sin daværende chef. Heinesen ser ganske vist kritisk på resultatet af anstrengelserne for at styre landet gennem oliekrisen i sine anmelderroste erindringer 'Min Krønike' og 'Sporskifte', hvor mandens karakteristiske tørre humor driver ned ad siderne. LÆS OGSÅKnud Heinesen spidser den spidse pen Men problemet var ikke så meget statsministeren, som at der aldrig var sammenhæng mellem problemernes enorme omfang og den minimale politiske vilje til at løse dem. Resultatet blev, at Heinesen som den centrale figur i Anker Jørgensens økonomiske maskinrum måtte løbe zigzag mellem en usamarbejdsvillig opposition, en uforstående befolkning og en vranten fagbevægelse for at strikke det ene indgreb efter det andet sammen. Men hele tiden kom krisepakkerne en postgang for sent, eller kompromiserne var en tand for slappe, så nye problemer tårnede sig op. Det er måske tilfældigt, men den altid ordentlige, saglige og afbalancerede Knud fra Kerteminde har altid haft en tendens til at havne i tidens mest urolige spørgsmål. Turbelent tid Som 29-årig blev han forstander på arbejderbevægelsens højskole i Roskilde, hvor han midt i 1960'ernes brydningstid oplevede den spirende modernitet og det gryende ungdomsoprør på nærmeste hold. Og som formand for Radiorådet fra 1967 blev han en kendt figur i datidens kulturkamp om lødigheden af DR's udsendelser. Når stormen rasede med påstande om B&U-afdelingens kryptomarxisme eller blasfemi i den bedste sendetid, da Trille sang Jesper Jensens vise 'Øjet', var Heinesen den saglige opmand, der lagde en dæmper på de ideologiske gemytter.
Selv om Heinesen nok ville foretrække Kulturministeriet, slog han til, da statsminister Jens Otto Krag i 1971 med undervisningsministerposten igen tilbød en politisk karriere. Her landede han atter midt i tidens varmeste kampzone med et studenteroprør, der var nået op i fulde omdrejninger. Men i stedet for at bruge kræfterne på at slås med de studenter, som han snarere opfattede som intolerante og dogmatiske marxister end oprørere, kastede Heinesen sig først og fremmest over folkeskolen, hvor han fik gennemførte ni års skolepligt og lagt sporene ud til folkeskolereformen i 1975, der siden af kritikere på højrefløjen er blevet betegnet som en uddannelsespolitisk katastrofe, som opgav fagligheden til fordel for løst gruppearbejde og luftige ord om demokrati. En kritik, den gamle oplysningsmand afviser som »en tilbageskuende eksercits i kulturarvens indhold«. Et 'must-have' Da Anker Jørgensen overtager regeringsmagten, noterer han sig i sin dagbog, at han »på en eller anden måde må inddrage Knud Heinesen i den økonomiske politik«. Det blev til i alt små fem år som budget- og finansminister, indtil han trådte ned som gruppeformand og altså annoncerede kursen mod afgrunden. Heinesen gjorde et kort comeback i Ankers sidste regering, men var i stigende grad i opposition til regeringschefen. Som partiets næstformand var han sammen med Svend Auken det stærkeste bud på en efterfølger, men da Anker gjorde det klart, at han ikke agtede at trække sig i en overskuelig fremtid, og Heinesen ikke ville udfordre ham, besluttede han i stedet at forlade politik. Han er fortsat i manges øjne en af de bedste formænd, Socialdemokratiet aldrig fik. LÆS OGSÅFanget mellem magten og livet Den politiske exit blev indledningen til en erhvervskarriere primært i offentlige virksomheder, der begyndte, da Heinesen i 1985 fik jobbet som direktør i Københavns Lufthavn. I 1989 blev han koncerndirektør i Spies-Tjæreborg. En større kontrast til virksomhedens flamboyante grundlægger kunne næppe tænkes, og Heinesen fandt sig da heller aldrig til rette i virksomhedens mildt sagt utraditionelle organisationskultur. Det gik bedre i den efterfølgende direktørstol i BRF Kredit, som han lod sig pensionere fra i 1994 for at hellige sig arbejdet som bestyrelsesformand i bl.a. TeleDanmark, DSB og ATP. Livslang interesse Knud Heinesen følger stadig intenst med i politik og mødes jævnligt med de gamle kolleger. Men han har også markeret sig som en aldrig svigtende støtte til Helle Thorning-Schmidt, og han er formentlig den politiker fra Anker Jørgensens epoke, der har det tætteste forhold til statsministeren. Både da hun forgæves forsøgte at overtage hans egen gamle valgkreds på Amager, og da hun vandt slaget om Socialdemokraternes formandspost mod Frank Jensen, skete det med Heinesens opbakning. Og når kritikken hagler ned fra tidligere socialdemokratiske koryfæer over den nuværende ledelse, tier Heinesen enten stille eller bakker op. Han skal ikke nyde noget af rollen som gammelklog bagsædechauffør. LÆS OGSÅKnud Heinesens Danmarkskrønike Men hovedparten af tiden går nu alligevel med at indhente arbejdslivets kulturelle forsømmelser og ikke mindst de 17 børnebørn, som hans og hustruen Karens tilsammen seks børn har beriget pensionistlivet med. Men de senere år har kastet en ny, brændende interesse af sig. Inspireret af sit ældste barnebarn, der læser teoretisk fysik, følger Knud Heinesen nu forelæsninger på Niels Bohr Institutet, hvor han tumler med universets gåder. De er muligvis mere komplicerede end 1970'ernes økonomiske problemer, men til gengæld skal de hverken underkastes afstemninger og meningsmålinger eller handles af med vrangvillige LO-formænd. Det synes at passe fødselaren godt.
