For nylig stod han på Aalborg Teater, selvtilfreds gumlende med hånden nede i godteposen. Megen fremtid var der ikke i ham den fallerede godsejerbrormand i 'Kirsebærhaven'. Det har Morten Kirkskov til gengæld selv oset af siden sin debut som skuespiller i 1990. Hans karriere som teatrets gør det selv-mand har ført ham så vidt omkring, at han i dag som teaterchef for Aalborg Teater kan stå og gumle - forhåbentlig veltilfreds - på de fremtidsplaner, han har for skuespillerne på teatret. Flyvende start
»En kraftpræstation - sikke et talent!« lød velkomstordene, da han ene mand på scenen debuterede i 'Sporet 'på Dr. Dante. Nok var Kirkskov ung, blond, blåøjet og fra Sdr. Omme - udstyret med verdens mest troskyldige fjæs - men sigende nok gjorde han sin entre i teaterverdenen i rollen som oprørsk outsider, der drømte om at sprænge det hele i luften. Det var netop hans »forvoksede og mærkelig farlige troskyldighed«, som blev fremhævet, da han syv år senere fik den store Lauritzen-pris for sin evne til uden overgang at forvandle sig »fra flinkefyr til den rene desperado«. Det havde han her lige demonstreret i Camus' 'Den Fremmede' som fascinerende apatisk morder, alene i verden. En fremmedhed midt i det tilforladelige.
Helst det skæve Forestillingen spillede på CaféTeatret - hans foretrukne arena gennem årene - ligesom det var tilfældet med 'Solformørkelse', der allerede i 1991 blev hans store gennembrud som den teenageunge digter Rimbaud - lige så overfølsom og fornærmet, som han var hensynsløs brutal, både martyr og magtmenneske. Meget sigende havde Kirkskov selv oversat og taget initiativ til opsætningen, ligesom han selv havde dramatiseret 'Den Fremmede'. Han har altid været rastløst anlagt og »vildt ambitiøs«, drevet af en lyst til selv at sætte en dagsorden - om det så i starten skete i oprørsk protest over uduelige teaterchefer og lamme drengeroller. Det var i hvert fald det, der fik ham til at sige stop efter nogle år på Det Kgl. Teater, hvor han sprang ud som elsker i Peter Asmussens 'Ungt Blod' 1993. I stedet opsøgte han, der altid har været intimteatrets mand, de små scener og de skæve ideer, helst på det absurde overdrev. Han var selvskabt til at begive sig ud på nyt, rørende ironisk land med Line Knutzons 'Splinten i hjertet' på Aveny, videre ud til kanten af abstraktion i Jon Fosses 'Nogen vil komme' og til det råt grænseoverskridende i Mark Ravenhills 'Shopping and Fucking' på CaféTeatret.
Kunsten at eje en scene Kendt er han for sin evne til med lydhør præcision at spille med en kontrolleret distance - men vel at mærke med en mærkbar heftig undergrund af følelser. Den slags springer der ikke alene erotiske gnister af, det kan også generere et overrumplende nærvær. Den mand kan bare indtage - eje - en scene. Men derfor kan sådan en teatrets mand alligevel sagtens gå i en årrække og græmme sig over, at der var »en meget stor filmkage, som jeg ikke har fået stor del i«. Lutter forglemmelige småroller, bortset fra Hella Joof-hittet 'En kort en lang', hvor han - parret med Henning Jensen - spillede fimset pelsklædt bøssepar. De senere år har han dog markeret sig som den diskret manøvredygtige departementschef i 'Borgen' og som Ove Sprogøe i 'Dirch'. Men ellers har han også brugt sit overskuds krudt på at instruere, lige fra 'Gray' på CaféTeatret, 'Farlige forbindelser' på Østre Gasværk og 'Geden' på Mungo Park til en række forestillinger på Aalborg Teater, senest Thomas Vinterbergs 'Begravelsen'. Rastløshedens drivkraft
Sideløbende har han kastet sig ud i at skrive - bl.a. det omdebatterede stykke 'De Ubekendte' - der bl.a. handlede om en skabsbøsse Anders F., der var statsminister - samt spillefilmen 'Rosa Morena'. Mest opsigt har han dog vakt med den delvis selvbiografiske roman 'Kapgang' (som i øvrigt skal filmatiseres af Niels Arden Oplev). Den handler om Martin fra Sdr. Omme, der som 13-årig mister sin mor. Ingen tvivl om, at det livstraume har leveret brændstof til trangen til hele tiden at kaste sig ud i noget nyt. Men derfor kan det alligevel godt undre ham: »En af mine venner har sagt, at jeg gør det, fordi jeg kan. Måske er det også noget med ikke at høre til ét sted. Den her rastløshed, der bare har buldret rundt i kroppen på mig«. Nu har rastløsheden heldigvis drevet ham til Aalborg Teater, hvor han ikke har i sinde bare at buldre videre til noget andet. For han har sat gang i en frodig udvikling, som senest 'Kirsebærhaven' og 'Røverne' vidner om . Og som han selv har sagt det, i bedste mening: »Nogle ting kommer man sig ikke over, såsom at være fra Jylland«.