Der var ros fra EU-kommissionen og de fleste europæiske regeringer, da Politiken og 30 andre medier i november 2014 afslørede, hvordan Luxembourg i hemmelige aftaler lod multinationale giganter som Apple, IKEA og Pepsi slippe med at betale et symbolsk beløb i skat.
Afsløringerne, som byggede på 28.000 lækkede dokumenter, primært fra revisionsgiganten PwC, har ført til ændret lovgivning, og både EU-kommissionen og flere EU-landes skattemyndigheder bruger dem til at efterforske sager om skatteunddragelse.




























