Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningJohn Doe: »Hej, det er John Doe her. Interesseret i data?«
Süddeutsche Zeitung: »Vi er meget interesserede«.
John Doe: »Der er et par betingelser. Mit liv er i fare. Vi kan kun chatte gennem krypterede filer. Intet personligt møde, nogensinde. Hvilke historier, I vil bringe, er selvfølgelig op til jer«.
Süddeutsche Zeitung: »Hvorfor gør du det her?«
John Doe: »Jeg vil gerne have, at disse forbrydelser når ud til offentligheden«.
Süddeutsche Zeitung: »Hvor meget data taler vi om?«
John Doe: »Mere end du nogensinde har set«.
Sådan starter, ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung, den korrespondance, som nu har resulteret i PanamaPapers. Det største læk i journalistikkens historie på i alt 11,5 millioner interne dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca.
Dokumenterne viser, at et væld af magtfulde personer kan knyttes til skattely i Panama. Herunder blandt andre Ukraines præsident Petro Poroshenko, Saudi-Arabiens kong Salman og Islands statsminister Sigmundur Gunnlaugsson. Samt indirekte til den syriske præsident Bashar Assad, den kinesiske præsident Xi Jinpin og Ruslands præsident Vladimir Putin.
Bag John Doe gemmer sig en anonym whisteblower, som i begyndelsen af 2015 tog kontakt til Süddeutsche Zeitung, en af Tysklands største aviser, som har hovedsæde i München. Den anonyme kilde sendte herefter krypterede interne dokumenter fra Mossack Fonseca, som sælger og opretter dulgte offshore-selskaber rundt om i verden. Disse selskaber giver deres ejere mulighed for at dække over deres forretninger, uanset hvor lyssky de måtte være.
Netværk blev langsomt optrevlet
To af journalisterne på graverredaktionen på Süddeutsche Zeitung fortæller - samtidig med offentliggørelsen af det enorme læk – om, hvordan de gennem det meste af et år har arbejdet med de omfattende data, der løber op i et omfang på omkring 2,6 terabyte.
»Jeg har aldrig mødt denne person ansigt til ansigt. Vi talte via en krypteret chat. Jeg spurgte ham ret åbent om, hvorfor han gjorde det, han gjorde. Han svarede, at han mente, at de (advokatfirmaet, red.) blev nødt til at stoppe deres foretagende«, siger en af journalisterne, Bastian Obermayer, i et interview på Süddeutsche Zeitungs hjemmeside.
En anden af graverjournalisterne, Frederik Obermaier, fortæller, at avisen efter at have modtaget de indledende data begyndte at fokusere på tråde til Rusland, Island og det internationale fodboldforbund Fifa.
Samt at man har oprullet hele sagen sammen med 376 journalister på 109 medier i 76 lande gennem organisationen International Consortium of Investigative Journalists, ICIJ.
»Vi havde det her enorme materiale, præsenteret i form af e-mails, pdf-filer, fotofiler, kopier af pas og uddrag fra Panama-virksomhedens database.Vi søgte først på Putin. Der kom ikke noget frem. Så søgte vi på mellemmænd. Disse mennesker optræder nemlig ikke nødvendigvis i vores data selv. Men det gør deres koner, deres sønner eller deres svigersønner. Og på den måde kunne vi langsomt optrevle en persons netværk«, siger Frederik Obermaier.
Han fortæller videre, at avisen i sin research fandt frem til adskillige dokumenter, hvori den berømte russiske cellist Sergei Roldugin optrådte. Roldugin har kendt Ruslands præsident Vladimir Putin, siden de var teenagere.
»Vi finder denne musiker, en ven af Putin, som ikke er forretningsmand, men som pludselig er forbundet til transaktioner til en værdi af flere hundreder millioner. Og så spørger vi os selv: hvordan ender en musiker op med så mange penge?«, siger Frederik Obermaier.
Og fortsætter om det sjældne indblik ind i offshore-forretningsverdenen:
»I databasen er der diktatorer, medlemmer af den japanske Yakuza, den sicilianske mafia, den russiske mafia, våbenhandlere, narkohandlere, pædofile. Man bliver en lille smule nervøs, når man tænker på, at denne læk alene afslører dem alle sammen, og at det hele startede på Süddeutsche Zeitung«.
Alverdens journalister mødtes i München
Dokumenterne i Panama-lækagen dækker perioden fra advokatfirmaet Mossack Fonsecas etablering i 1977 frem til udgangen af 2015 og omhandler 214.000 selskaber og underselskaber.
De mange millioner interne dokumenter afslører, hvordan ikke blot højtstående politikere og statsledere, men også sportsstjerner og andre rigmænd gemmer deres formuer i anonyme selskaber i skattely.
PanamaPapers har siden i aftes ryddet forsider i medier verden over. To danske medier, DR og Politiken, er med i organisationen ICIJ og har dermed været blandt de første, der kunne offentliggøre det opsigtsvækkende læk.
Politikens økonomijournalist John Hansen er blandt dem, der har haft adgang til materialet i PanamaPapers. Han mødtes med omkring 100 andre journalister hos Süddeutsche Zeitung i München i begyndelsen af september 2015.
»Det var et to dages møde, hvor vi blev orienteret nærmere om materialets omfang og indhold, og eksperter fortalte om bl.a. Panamas selskabs- og skattelovgivning etc. Vi diskuterede publiceringstidspunkter, men havde meget forskellige interesser, da der både var netmedier, dagblade, magasiner og tv-stationer med ambitioner om timelange dokumentarudsendelser med ved bordet. Vi diskuterede også diverse strategier og fælles retningslinjer; hvornår skulle vi besøge Panama og hvordan? Hvornår skulle vi kontakte kilder? Hvornår skulle vi røbe for kilder, at der var tale om en lækage fra Mossack Fonseca, etc.«, fortæller John Hansen.
