SÅ er der sommervarm homo-erotik i din podcast-app!
Homo- og queerkærligheden, den kærlighed, der er som al anden kærlighed – smuk, besværlig, klistret og krævende - men som så alligevel har sine helt egne udfordringer. Det er den kærlighed, vi fejrer i dagens afsnit.
For hvordan taler man om homosex med sine heterovenner? Det vil en spørger gerne vide, og til det har paneldeltager og radiovært Mathias Helt et svar: Lær dine egne kønsdele at kende, og begynd så at tale om dem, og det sex, du dyrker med dem:
»Du skal sætte dig på et spejl. Du bliver simpelthen nødt til at se dine kønsdele og dit underliv fra alle mulige vinkler, for du ser det ellers kun fra den kedelige vinkel. Prøv med et spejl, men lad være med at tage billeder af det, for du glemmer at slette det på din telefon«.
Udover Mathias Helt har Dr. Love allieret sig med kritiker Linea Maja Ernst og Robin Andersen, der er non-binær og netop har medvirket i en dokumentarfilm om queer-kærlighed.
Sammen svarer panelet blandt andet på spørgsmål om, hvad du skal gøre, når hetero-vennen synes, det er sjovt at være ’homoturist’ på våde byture og hvordan, du håndterer en kæreste, der ikke bryder sig om, at du er begyndt at gå med øreringe.
Så smid tøjet og lyt med.
Dagens panel
Linea Maja Ernst: Kritiker og podcastvært på Weekendavisen
Mathias Helt: Radiovært på 24Syv
Robin Andersen: Medvirker i dokumentarfilmen ’Mig efter Malthe’, der er endnu ikke er udgivelsesdato på.
Vært: Felix Thorsen Katzenelson

