Eleverne på Det Fynske Kunstakademi har deres daglige gang på et gammel kunstmuseum i centrum af Odense. Under søjlerne på den mondæne beige bygning sidder et par elever med notesbøger på knæene og cigaretter mellem fingrene.

Indendørs er akustikken præcis, som man forventer, når man træder ind på et tidligere museum: man skal dæmpe stemmen for ikke at inddrage hele bygningen i samtalen. I de gamle udstillingslokaler giver ovenlys og loftshøjder optimale rammer for kunstelevernes afprøvning af forskellige kunstformer i form af skumfigurer, malerier og skulpturer.

Eleverne går rundt i deres egen verden med hørebøffer i ørerne og morgenbrød i hånden. 32-årige Caroline Have er netop startet på sit tredje semester på skolen.

Hendes atelierplads giver et klart indtryk af både kunstform og interesse: I tegningerne organiseret på gulv, bord og vægge, kan man ane kvindelige kropsformer og runde maver.

Hendes malerier og tegninger centrerer sig omkring kroppen og moderskabet, fortæller hun.

Sidste år gik en livslang drøm om at uddanne sig på kunstakademiet i opfyldelse for Caroline Have. Men hun startede allerede sin første uddannelse i kreativ kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole for ni år siden, og siden har hun nået at være ude på arbejdsmarkedet både på et designbureau og i byggebranchen, samtidig med at hun er blevet mor, før hun gik tilbage til SU-tilværelsen.

Arbejdslivet i reklamebranchen var ikke for hende.

Men hvordan føles det, hvis man rammer væggen et par gange i livets dartspil i et samfund, hvor statsministeren netop har sat tyk streg under, at nyuddannede skal hurtigt i job, og at det ikke nødvendigvis skal være sjovt at arbejde?

Elisabet Svane: Mette Frederiksen går efter de gamle, socialdemokratiske dyder. Og lader de unge betale

Det sætter Politiken fokus på i artikel- og podcastserien ’Cand.hvad.nu’. For på trods af politiske ønsker om at få studerende igennem systemerne glattest og hurtigst muligt, skifter 80 procent af de tusindvis af frafaldne universitetsstuderende hvert år over til en anden uddannelse. For alle videregående uddannelser gælder det cirka halvdelen af de frafaldne, ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelser.

Kunstner er et abstrakt job

Jo mere du arbejder, jo dygtigere bliver du.

Det var den mentalitet den i dag 32-årige Caroline Have levede efter, da hun for ni år siden startede på uddannelsen kreativ kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).

Skolen klædte, ifølge Caroline Have, eleverne på til en branche med mange sene arbejdstimer og pressede deadlines. Det betød, at de studerende hver fredag skulle lave en præsentation for de andre, og at der var enorm præstationskonkurrence.

»I retrospektiv tænker jeg, at det var vanvittigt at arbejde så meget. Det her med at tænke på sit mentale helbred, og hvordan man havde det, fyldte ikke så meget. Det var overall nogle meget intense år«.

Egentlig havde Caroline Have altid holdt meget af at male og tegne. Men hvordan man transformerede det til et job, kunne hun ikke rigtigt finde ud af som 20-årig.

»Det at være kunstner var på det tidspunkt meget abstrakt for mig«.

På den måde var det mere konkret at tage uddannelsen på DMJX, hvor hun vidste præcis, hvad titlen art director indebar.

Olie- og kødgiganter på skrivebordet

Caroline Have blev gravid, samtidig med at hun blev færdig med studiet i 2015. Efter barslen gik hun ind i en startupvirksomhed, men blev tilbudt et job som projektleder på et designbureau, hvor hun skulle lave designkampagner for bureauets kunder.

»Jeg havde et barn i vuggestue, en familie og arbejdede mere end fuld tid, fordi det er sådan i den branche, at når man ikke har så meget erfaring, skal man arbejde lidt mere end de andre.Når jeg kom hjem, var jeg stresset og tog min computer frem. Det var ikke frihed for mig«.

På samme tid havde Caroline Have problemer med selve arbejdsopgaverne. Blandt andet skulle virksomheden lave kampagner for kunder i olieindustrien og store kødgiganter.

»Der blev jeg virkelig presset på mine værdier. Hvis jeg skulle bruge tid væk fra min søn, skulle det være noget, der gav mere mening for mig end at sælge masseproduceret olie og kød«, siger hun.

For gammel

Caroline Have var ansat i en tidsbegrænset stilling. Derfor oplevede hun et pres for at skulle bevise sig for cheferne. Et pres, der krævede markant flere timer, end det overarbejde hun allerede lagde i virksomheden. Men hun mistede interessen for at leve op til de krav.

»For nogen giver det mening, og de får det til at gå op med familie og børn, og det var den historie, jeg blev ved med at fortælle mig selv. Det kan man sagtens, ja det kan fungere, men dine børn er med til at betale prisen«.

Så da vikariatet udløb, besluttede Caroline Have sig for, at der skulle ske noget helt nyt. I tankerne genbesøgte hun de gamle drømme fra starten af 20’erne om at blive kunstner. Imens arbejdede hun deltid i byggebranchen.

»Jeg vil gerne tjene penge på min egen kunst og på at leve af noget, jeg virkelig elsker og kan fordybe mig i«.

Caroline Have meldte sig til malerkurser på Københavns Kunstskole, som hun allerede havde gået på ti år før.

»Jeg fik en mentor, som sagde, »hva’, kunne du godt tænke dig at komme på akademiet?« Og jeg sagde »argh, jeg er da for gammel««, fortæller hun.

Men i virkeligheden var hun bare nervøs. For kunne hun overhovedet blive optaget? Ville hun passe ind? Kunne hun få SU? Kunne hun klare det økonomisk?

Tvivlen om, hvorvidt hun kunne komme ind, blev fejet væk med et optagelsesbrev fra Fyns Kunstakademi i foråret 2020, hvor hun blev tilbudt en plads.

»Det var kæmpestort«.

Det er i hverdagen, vi lever

For Caroline Have er det »et kæmpeprivilegie« at være studerende igen. Også selv om hun godt ved, at man ikke nødvendigvis kommer ud til en stabil økonomi som kunstner.

Men for Caroline Have er det vigtigste ikke karrieresikkerhed.

»Det er det, jeg skal lave resten af mit liv, så jeg skal fandeme lave noget, der giver mening for mig, og det er en større motivation, end at jeg ved, at der ligger en lønseddel, når jeg kommer ud på den anden side«.

Caroline Have mener, at hendes generation er vokset op med, at det skal være hårdt og gøre ondt, før det bliver godt. Men for Caroline Have er det i dag vigtigere at skabe en god hverdag.

»Det er hverdagen, hvor vi eksisterer mest«.

Bare sådan wow

Caroline Have har altid malet og tegnet mest.

Men nu skal Caroline Have i gang med en helt ny udtryksform end tegninger og malerier. Andetårs-eleverne skal starte et nyt forløb om skulpturer, hvor slutproduktet skal være deres eget værk i det offentlige rum.

Til at starte med har eleverne fået uddelt skulpturer, de skal holde oplæg om for resten af holdet. Caroline Have og hendes medstuderende Emmarosa Liebgen på 23 år har fået til opgave at undersøge et værk, der består af en brændende lyscirkel over en bro i Eventyrhaven i Odense. Værket er lavet af den australske lyskunstner James Tapscott og blev udstillet i forbindelse med åbningen af det nye H.C. Andersen-museum i sommer.

De to kunststuderende tager solbriller på og bevæger sig de fem minutter ned til Eventyrhaven. Turen bliver ikke mere end en gåtur, da skulpturen var midlertidig og derfor ikke er til at finde i Eventyrhaven længere. Emmarosa og Caroline prøver alligevel optimistisk at forestille sig værket, mens de taler om, hvordan de gerne vil udsmykke byrummet.

»Jeg gad godt finde en cute passage at lave et keramikværk i«, siger Emmarosa Liebgen.

»Mhmm, hvis du har bund og ramme om, har du mere format, men så lukker du det også lidt«, svarer Caroline.

»Jeg tænkte på, om det skulle være mere i loftet. Jeg kan godt lide, når man kommer ind i kirker og kigger op, og så er det bare sådan wow!«, siger hun.

»Ja, det er sådan lidt det skjulte i det offentlige rum«, nikker Caroline.

fortsæt med at læse

Regeringens beregninger:

Færre dagpenge til nyuddannede bidrager med mest beskæftigelse

• Nyuddannet: Atter en gang må de unge æde den samfundslort, som de gamle har lagt

• Elisabet Svane: Mette Frederiksen går efter de gamle, socialdemokratiske dyder. Og lader de unge betale

• Statsministeren: »Vi skal aflive en lidt sejlivet myte: Nemlig at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet«