Det er her, alt det spændende foregår«, siger Rasmus Brudsø, imens han står med hovedet inde i en mørk skakt i en ubeboet lejlighed i Birkerød.
»Man har det med at gemme alle de mest interessante ting væk ude i skakten«, siger han, imens han tjekker, om gulvvarmen og vandmålerne virker.
Vi står i et boligkompleks indrammet af trækroner fra skoven, hvor 66 boliger er ved at blive bygget til ældre og folk med handikap. Rasmus Brudsø er uddannet vvs-installatør og har på dette projekt jobbet som fagentrepriseleder, hvilket betyder, at han inspicerer al vvs-arbejde på byggepladsen.
Han glemmer dog helt at inspicere vvs-arbejdet, fordi han har så travlt med at fortælle om alle de funktioner, der gør boligen handikapvenlig, og hvordan rørarbejdet er udført i gangen.
Det eneste indmad i skallen af de fremtidige lejeboliger er hårde hvidevarer og blotlagte rør på vægge og i loftet.
Men jobbet som vvs’er var ikke planen. Faktisk brugte han hele gymnasietiden og de efterfølgende sabbatår på at arbejde målrettet mod at komme ind på dyrlægestudiet. Det lykkedes med store anstrengelser.
Men med optagelsesbrevet fulgte en klump i maven.
»Det var lidt ambivalent at starte. Jeg havde brugt så meget energi på det, men jeg kom i tvivl omkring lige pludselig at skulle være bundet til skolebænken i så lang tid igen«.
Der skulle to forkerte uddannelser og et værkstedskursus til, før Rasmus Brudsø var på en uddannelse, hvor han glædede sig, når han skulle afsted om morgenen.
Men hvordan føles det at ramme væggen et par gange i livets dartspil i et samfund, hvor statsministeren netop har sat tyk streg under, at nyuddannede skal hurtigt i job, og at det ikke nødvendigvis skal være sjovt at arbejde?
På trods af politiske ønsker om at få studerende igennem systemerne glattest og hurtigst muligt skifter 80 procent af de tusindvis af frafaldne universitetsstuderende hvert år over til en anden uddannelse. For alle videregående uddannelser gælder det cirka halvdelen af det frafaldne, ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelser.
Serie
Cand.hvad.nu
Prestigeuddannelse
Rasmus Brudsø vidste allerede i gymnasietiden, at han skulle være dyrlæge. Men han var ikke helt sikker på hvorfor, ud over at han godt kunne lide dyr. I retrospekt var der måske også noget prestige, der spillede ind.
»Det var højt at stile efter det, og der var nok en eller anden form for social accept af, at man går efter en lang videregående uddannelse med et højt kvalifikationsniveau«.
I sabbatårene tog han praktikophold på forskellige dyreklinikker og et suppleringskursus i matematik B. Kvote 2-ansøgningen var derfor helt gennemtænkt, og han blev optaget.
Et år inde i studiet blev der afholdt førsteårsprøver. En måde at luge ud i flokken på, forklarer Rasmus Brudsø.
Det havde allerede været en kamp at hive sig selv op om morgenen og tage til forelæsninger.
»Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville på det tidspunkt, men det var bare ikke det«.
Da studievennerne begyndte at læse op til prøverne, var der mere minus på motivationskontoen end på noget andet tidspunkt på studiet, så han droppede ud kort før prøverne.
»Jeg havde det ret godt. Det var en følelse af at hive et plaster af, selv om jeg havde brugt så meget tid på at komme ind. Det var meget befriende faktisk. Næsten en bedre følelse, end da jeg fik optagelsesbrevet«.
Rasmus Brudsø har aldrig følt et pres i barndomshjemmet på Sydsjælland til at tage en særlig uddannelse. Alligevel var han bange for, at det ville blive set som et nederlag, når nu alle havde været så glade på hans vegne.
I en skov i Præstø gemmer sig et k-pop univers. Her endte Ida efter at have været arbejdsløs i halvandet årErhvervsskole
Ud over dyr havde Rasmus Brudsø altid interesseret sig for, hvordan bygninger blev konstrueret. Derfor startede han på diplomingeniøruddannelsen på Danmarks Tekniske Universitet, et halvt år efter at han var droppet ud af Københavns Universitet.
På diplomingeniøruddannelsen manglede der dog stadig noget.
»Det er stadig inde i den der akademiske verden. Det var måske ikke lige så bogligt tungt, men det var lidt det, jeg var flygtet fra på dyrlægestudiet«.
Et par måneder inde i studiet skulle holdet have værkstedskurser, hvor de blandt andet skulle prøve kræfter med tømrer-, murer-, vvs- og elektrikerarbejde.
»Og der blev jeg fanget af, at det faktisk var meget sjovt at få lov til at gøre noget med hænderne«.
Håndværksdagene fik ham til at tage endnu en drejning. Han søgte ind på vvs-installatør-uddannelsen på Københavns Erhvervsakademi.
»Det var utrolig givende at møde nogle andre mennesker end dem, jeg var vant til ude på DTU og Biovidenskabeligt Fakultet«.
Fordomme og uvidenhed har været skyld i, at Rasmus Brudsø ikke fra starten tog en erhvervsuddannelse, fortæller han.
»Nogle erhvervsskoler har et ret blakket ry som et sted, hvor man placerer utilpassede unge, og erhvervsskolerne har helt sikkert nogle udfordringer«.
Det var simpelthen aldrig faldet ham ind, for det var aldrig blevet nævnt hverken af studievejledere i folkeskolen eller på efterskolen.
»Jeg er ret sikker på, at hvis der lige var nogen, der havde hevet mig i skulderen lidt tidligere, og jeg var kommet ud og snuse til det, så var jeg nok gået direkte den vej«.
I dag er scenen omkring Rasmus Brudsøs hverdag hovedsagelig byggepladser. I det åbne kontorlandskab i en barak i Birkerød har han sin daglige gang, imens lejlighederne bliver til. Lysstofrør lyser på et bord med brune bagerposer fra fredagsmorgenmaden med kollegerne.
»Jeg kan rigtig godt lide følelsen af at glæde sig til noget, når man står op om morgenen. Jeg glæder mig til at komme op og skulle på arbejde nu«.
Klokken er halv to, hvilket betyder, at de fleste har takket af og er gået på weekend. Det samme gælder snart for Rasmus Brudsø.
fortsæt med at læse
Det var næsten en bedre følelse at droppe ud af universitetet end at komme ind
-
Ny podcast: Hvordan i alverden får man et job med en uddannelse uden jobtitel?
-
Læs opråbet fra de 262 forskere: Vi bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt
-
I en skov i Præstø gemmer sig et k-pop univers. Her endte Ida efter at have været arbejdsløs i halvandet år



























