»Brug nu de rigtige ord – Israel begår folkemord«. Sådan har råbene gjaldet fra demonstranter i de sidste måneder.
Men faktisk har to forskellige begreber siden Nürnbergprocessen konkurreret om at sætte navn på de allermest uacceptable systematiske overgreb mod civilbefolkninger: ’folkedrab’ og ’forbrydelser mod menneskeheden’.
I den nye udgave af ’Den levende’ fortæller retsfilosof Jakob v. H. Holtermann om den dramatiske historie bag de to folkeretlige begreber. Den starter i Ukraine hos to jødiske mænd på flugt, der udvikler begreberne, mens begge deres familier går til grunde i den nazistiske dødsmaskine: juristerne Hersch Lauterpacht og Rafael Lemkin.
Den ene, Lemkin, sætter ordet ’folkedrab’ på den forbrydelse, der som skærpende omstændighed har hensigten om at udrydde en hel befolkningsgruppe. Den anden, Lauterpacht, har mærket den ondsindede gruppetænkning på egen krop under opvæksten i den by, der i dag er Lviv. Han kæmper for, at juraen ser folk som ligeværdige individer uanset gruppetilhør, og at systematiske overgreb mod civile i stedet skal kaldes ’forbrydelser mod menneskeheden’.
I dag har folkedrabsbegrebet nok vundet, men det har sine problemer, forklarer Jakob Holtermann: »I en vis forstand skyder man sig selv i foden ved at insistere på, at den form for uret, Israel begår, det er folkedrab. Og hvis det ikke er folkedrab, så gør de sig ikke skyldige i noget. Det kunne jo være, at de »bare« gjorde sig skyldige i forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Det er formodentlig mere sandsynligt og ville formodentlig også harmonere med flere menneskers opfattelse«.
Hersch Lauterpacht, forklarer han, ville argumentere for, at man ved at se på det enkelte offer, hvad enten det er en palæstinenser eller en israeler, kunne komme tættere på en ægte retfærdighed »og måske også lægge de første sten på en vej frem imod en forsoning eller en fremtid, der skal være fælles«.
Samtalen i ’Den levende’ tager udgangspunkt i den britiske folkeretsjurist Philippe Sands’ bog ’East West Street’, og Eva Eistrup og jeg diskuterer også Hannah Arendts blik på menneskerettighederne og betydningen af, at folkeretten udvikles under blodige kriser og flytter den fælles moral fra årti til årti. Hør den her:
fortsæt med at læse
