I Tyskland udløser Gaza-debatten den ene skandale efter den anden, og der slås hårdt ned på propalæstinensiske ytringer. Men man kan ikke forstå den tyske håndtering af debatten om Israels fremfærd i Gaza-krigen uden at inddrage Tysklands forhold til sin nazistiske fortid. Sådan siger lektor Moritz Schramm, der er ugens gæst i ’Den levende’.
»Rå censur i Europas største demokrati«, kaldte juristen Jacob Mchangama det, da tysk politi i sidste weekend først afbrød strømmen og derefter helt lukkede en konference for pro-palæstinensiske aktivister i Berlin.
Med henvisning til, at en af konferencens deltagere angiveligt tidligere havde fremsat antisemitiske bemærkninger, tildelte de tyske myndigheder forbud til flere af dens deltagere mod overhovedet at deltage i den tyske debat. En blev afvist i Berlins lufthavn ved ankomsten; en anden, den venstreorienterede græske politiker Yanis Varoufakis, har oplyst, at han har fået forbud mod al politisk aktivitet i Tyskland; herunder både ved personligt fremmøde og virtuelt.
Hændelsen er blot den seneste i en lang række hårde tiltag fra Tysklands politiske ledelse og førende kulturinstitutioner mod ytringer til støtte for den palæstinensiske sag siden 7. oktober. Forrige uge udløste det hård kritik fra store tyske forskere som Hartmut Rosa og Axel Honneth, da Kölns Universitet annullerede et aftalt gæsteprofessorat til den verdensberømte jødisk-amerikanske filosof Nancy Fraser med henvisning til hendes kritik af Israel. Frasers eget universitet, det berømte New School i New York, advarede Kölns Universitet mod at gentage fortidens fejltagelser og kvæle ytrings- og forskningsfriheden, som det skete i 1930’erne:
»Som De udmærket ved, reddede vi tyske intellektuelle på flugt fra nazisterne«, understregede New Schools rektor Donna Shalala i et protestbrev sendt 5. april.
Men selv om Tyskland af mange beundres for sit mod til at se fortidens mørke hændelser i øjnene, peger peger de voldsomme tyske reaktioner i debatten om Gazakrigen ifølge Moritz Schramm på, at Tysklands erindringspolitik og forholdet til nazitiden altid har været og fortsat er et polariseret felt.
»Det har aldrig været en entydig udvikling. Den har været meget konfliktfyldt«, siger han.
På spil er, hvad det egentlig betød, da den tyske offentlighed sluttede op om budskabet ’Aldrig mere Auschwitz’. Betød det, at Tyskland aldrig igen skulle acceptere masseudryddelser af civile? Eller betød det mere konkret, at Tyskland aldrig måtte undlade at støtte den jødiske stat Israel?
Det er komplekse og betændte spørgsmål, også for Moritz Schramm selv, der som mange andre tyskere har fremtrædende nazister i sin egen slægt. Ikke desto mindre tror han på, at både tyskerne selv og andre kan lære af tyskernes arbejde med den historiske erfaring.
»Vi skal forstå, hvad vi kan lære af historien, fremadrettet og netop i forhold til andre begivenheder, og ikke blot værne om historien. Men det er vanskeligt«, siger han.
»Den nærhed vi har til gerningsmændene kan åbne for en forståelse af at vi alle potentielt kan være gerningsmænd. Vi tyskere kan se, at det var almindelige mennesker. Det er ikke nok at sige at det var ‘de andre’, de slemme, de dæmoniske forbrydere. Der er et potentiale hos selv de sødeste mennesker til at gå ind i en voldsom dagsorden. For mig er der ansvar i at sige: det er er en erfaring vi kommer med fra Tyskland«, siger Moritz Schramm.
