Hvordan undgår man at blive deprimeret og bange når man hver dag beskæftiger sig med klodens forfald?
»Jamen, man bliver deprimeret og bange. Man kan ikke lade være. Men man må holde fast i at man simpelthen gør, hvad man kan. Og geologi giver et bredere perspektiv, fordi man tænker millioner af år tilbage i fortiden og projicerer millioner af år ind i fremtiden. Det giver en vis psykologisk distance, som nok er nyttig« fortæller Jan Zalasiewicz, geolog, palæontolog og leder af ’The Anthropocene Working Group’, som er i færd med at sætte ord på den nye videnskabelige viden om, hvordan mennesket har påvirket kloden i en sådan grad, at det har medført grundlæggende, globale ændringer i jordens tilstand.
Han er ugens gæst i ’Den levende’, hvor vi sammen med ham skal en rejse til jordens indre, ind og undersøge alle de strataer vores klode er lavet af, men som på få årtier er begyndt at se helt anderledes ud, end man havde kunne forestille sig for blot et par hundrede år siden. Den nyeste tids strata består nemlig ikke kun af sten og klippe, men også af plastik viklet sammen med uforgængelige materialer og cement – det geologien kalder ’technofossiler’. »Jeg tror der er et ubehag ved en epoke, hvor geologien er lavet af ting som plastik eller cement. Nogle ville kalde det skrald« siger Jan Zalasiewicz. Faktisk »kan man dække hele kloden i to lag af alt den plastik vi har produceret« fortæller han.
I dag skal det handle om alle de spor vi sætter til eftertiden, hvor hurtigt vi har sat dem, og hvor mange af dem, der aldrig vil gå væk. Vi skal tale om, hvordan et fag som geologien, som har haft en lidt uskyldig naturvidenskabelig og apolitisk selvopfattelse, pludselig står midt i et højpolitisk stormvejr. Og vi skal tale om, at den udvikling, mennesket igangsatte med industrialiseringen – og særligt fra 1950’erne – har destabiliseret kloden på en sådan måde, at vi stadig ikke engang til fulde forstår, hvordan isen, træerne og jorden inden alt forlænge kommer til at sparke tilbage på en menneskehed, der kun har haft magt over jordens udvikling i en kort periode, og nu står til at miste den fuldkommen igen.
