I denne uge skal vi tale om et album, der er på alles læber.
For med ‘West End Girl’ har den britiske sangerinde Lily Allen begået både mord på sin eksmand og harakiri ved højlys dag. Begivenhederne i sangene matcher fuldkommen begivenhederne i sangerindens eget liv, og derfor bliver det uundgåeligt et sensationelt og nærmest autofiktivt album. Sådan har det været, siden hun for næsten tyve år siden fik sit gennembrud med musikkens svar på Bridget Jones’ dagbog, nemlig albummet ‘Alright, Still’ fra 2006. Et portræt af at være ung, fuld og forvirret i London.
Nu er Lily Allen 40 år, ædru – og stadigvæk forvirret. Man kan muligvis opleve sangene som klagesange og selvoffergørelse, hvis man ikke hører ordentligt efter. For offeret er ikke kun hendes Hollywood-eksmand, skuespilleren David Harbour, der er den spekulative genstand for konflikterne i sangene, som tilsammen udgør en helstøbt musikalsk fortælling.’ West End Girl’ er i lige så høj grad et værk om en kvindes selvbedrag – om at lade sig narre af sin egen ihærdighed efter ikke at blive forladt.
Vi gennemgår alle sangene på albummet og taler om alt fra Lily Allens humor og kløgtige anti-klogskab til at blive hjemsøgt af Architectural Digest og de britiske tabloidmedier.
