Den første Harry Potter-bog kom ud i 1997. 10 år og 6 udgivelser senere var J. K. Rowlings fortælling om den forsømte, forældreløse dreng med et spektakulært ar i panden og ekstraordinære evner blevet til en af de største, mest succesfulde franchises i verdenshistorien.
J. K. Rowling kan tilsyneladende ikke rigtigt lade være med at dyppe sin ravnefjer i blækhuset og skrive videre på den folkekære fortælling: udover at der netop er udkommet et teatermanuskript i bogform, der lader Harry Potter-fans genbesøge Hogwarts og den magiske parallelverden 19 år efter den sidste bog udspiller sig, har forfatterinden netop annonceret, at der er en række novellesamlinger på vej, som udfolder det magiske univers. Men hvad er det ved historien om Harry Potter, der bliver ved med at gribe unge såvel som voksne hjerter? Kan teatermanuskriptet læses af alle, eller er det kun til kæmpefans? Er der rent faktisk mere at komme efter i Harry Potter-universet?
Denne uges Poptillæg dykker dybt ned i det magiske univers og kigger nærmere Harry Potter-hypen. Panelet diskuterer fænomenets popularitet, sammenligner erfaringer med at bygge flyvende koste - og diskuterer, hvordan de fire Hogwarts-kollegier er et billede på den danske velfærdsstat . Afslutningsvis fortæller de, hvad de har haft popkulturel optur over i denne uge.
Ugens panel: Radioproducer Benedikte Granvig; ph.D-studerende og eventyrekspert Torsten Bøgh Thomsen; og kulturskribent Linea Maja Ernst.
Redaktion: Lucia Odoom, Katrine Hornstrup Yde, Christine Runøe og Astrid Skov.
Hør også Politikens Poptillæg som podcast på bl.a. iTunes, vores egen side og i Politikens app 'Politiken Podcast', der har fået en smuk version 2 og som kan hentes i app store. Og husk også at følge os på facebook, hvor vi lægger videoer, lister, debatemner og geniale gifs ud løbende.
fortsæt med at læse
