Byen ligger 65 kilometer fra København, men et ophold her føles som et besøg i en anden verden. Lund er både en meget gammel og en meget ung by.

Lund ligger kun en kort togtur fra København, men det føles, som om man er i en helt anden verden

Midt i Lund ligger Kulturen, et yndigt lille frilandsmuseum.  Foto: Sarah Skarum
Midt i Lund ligger Kulturen, et yndigt lille frilandsmuseum. Foto: Sarah Skarum
Lyt til artiklen

Visse ting har man lyst til at råbe ud over alle verdens tage.

Og samtidig ikke lyst til at fortælle nogen.

Såsom at det er genialt at tage til Lund.

For det er det virkelig.

Lund ligger 17 kilometer længere væk fra København end Malmø, som mange københavnere tager på smuttur til, men Lund er helt utrolig meget mere nuttet, kønnere, ældre og charmerende.

Hvis Miss Marple ikke havde været englænder, kunne hun have boet i Lund. Eller i hvert fald være kommet der tit og ofte og været gode venner med politimesteren. Byen opleves som en virkelig cool og klassisk dannet gammel tante, som har pæne møbler, guldrammer og til kaffen serverer fyldte chokolader fra byens bedste konfekturebutik, men også har unge venner på besøg, der fylder og fester.

Stil. Og liv.

Min sjæl, hvad vil du mere på en weekendtur?

Læg dertil, at Lund ligger perfekt, hvis man trænger til at komme væk et par dage, men ikke gider have mere end en times rejsetid, fra man går ud ad døren, til man smider taskerne på hotelværelset. 52 minutter med toget for at være helt præcis. 65 kilometer i bil. Fra København vel at mærke.

Perfekt, hvis man ikke vil flyve. Perfekt, hvis man nu var et par, der for første gang skulle på tur sammen efter at have fået børn, men føler sig tryggest ved at kunne komme hurtigt hjem, hvis nu ... Perfekt til bedsteforældre, der tager børnebørn med på en lille første bitte tur alene, perfekt til (os) midaldrende par, der ikke trænger til action og alt for meget at lave, men til fred og ro til at være sammen og se noget nyt, så man ikke bare taler om, at vi da også burde rydde op i kælderen. Og skuret.

Og så til den lave svenske kronekurs, der gør, at det er nemt – okay, nemmere – at være stor i slaget og tage et tårnværelse eller skifte ’boblerne’ før maden ud med champagne.

Men egentlig har jeg ikke lyst til at dele det med alt for mange. For orker man, at ens yndlingssteder er fyldt med andre turister? Yndlingshotellet optaget? Det gode bord taget? Studenterne fortrængt af danskere?

Men jeg gør det alligevel. For jeg synes virkelig, at du skal tage til Lund, hvis du trænger til en lille tur til et sted, der ikke ligger alt for langt væk, men føles som at være langt væk hjemmefra.

En gammel dansk by

Lund er virkelig en gammel by.

Allerede fra år 1000 var Lund et vigtigt magtcentrum for både kirken og kongen – der jo var dansk. Omkring år 1060 blev byen bispesæde, og i 1103 blev der oprettet et ærkebispedømme for hele Norden med sæde i Lund. Domkirken er også gammel – da højalteret indvies i 1145, menes domkirken at være fuldendt. I København var den første kirke først færdigbygget i 1209. I middelalderen var der i Lund ikke færre end 27 kirker og klostre.

I dag er det domkirken, der står tilbage midt i byen, og i modsætning til den københavnske er store dele af den oprindelige kirke bevaret. Afsæt tid til besøg, både ved alteret, i krypten og til at sidde i kirkerummet og blive lillebitte og imponeret. Tænk, at hænder har bygget dette.

Sørg også for at besøge kirken, så du er der en af de to gange om dagen, det astronomiske ur fra slutningen af 1300-tallet spiller, mens små figurer viser sig. På skiver på uret kan man aflæse både dag, måned, år og stjernetegn. Tænk, hvor vanvittigt det må have været at sidde der i kirken i 1400-tallet og se noget så raffineret. Og tænk at sidde der i dag og se noget så gammelt, der er så raffineret.

Uret blev bygget i kirken i den periode, den var på sit højeste, for i 1300- og 1400-tallet voksede Malmø, og det betød, at Lund mistede sin betydning og blev en mere ordinær provinsby.

Men da svenskerne i 1658 havde erobret Skåne, Halland og Blekinge (takket være Frederik III), fik Lund pludselig betydning igen. Indtil da var unge kvikke mænd, der ville studere, draget til København for at læse. Men den gik ikke længere, da det pludselig var to riger, så nu skulle de unge kvikke mænd blive på denne side af Øresund, og de skulle uddannes på svensk og gerne til præster, der skulle bruges til at ’forsvenske’ skåningerne. Præsterne var nemlig en afgørende del af administrationen i de små lokalsamfund, så havde kongen styr på, at præsterne var gode svenskere, kunne kongen føle sig mere sikker på, at sognebørnene også blev gode svenskere eller i hvert fald opførte sig sådan.

Så i 1658 blev Lunds Universitet oprettet, som det andet i Sverige, Uppsala er ældst. De første år var der kun 80 studerende og 14 professorer, men antallet steg, af både fakulteter, studerende og professorer.

Vil man se, hvordan en ærværdig professor levede omkring 1830, kan man gå på Kulturen, Lunds (helt utrolig smukke og hyggelige) frilandsmuseum, der ligger midt i byen, og besøge det thormandske hjem, hvor professor Johan Henrik Thomander boede.

Han var, skriver museet om ham, klogere end de fleste, talte mange sprog, var en god taler og en aktiv politiker, blandt andet rigsdagsmand. Han var med til at reformere den svenske kirke og, nå ja, leder af Det Svenske Akademi. Og så var han knyttet til Lund, her blev han student og arbejdede først som præst, men også som debattør og oversætter, blandt andet var han den første svenske oversætter af Shakespeare. Senere, i 1833, blev han professor i teologi i Lund. Året efter blev han gift og flyttede ind i Paradisgatan med sin hustru. Her boede de, til han 16 år senere blev biskop i Lund.

Det er det hjem, man kan gå på besøg i. Det står, som var familien ude at gå en tur (og havde efterladt sig papmachéfrugter til dekoration i køkkenet). Her er køkkenet nederst, hvor tjenestefolkene har knoklet, et værelse til hans gamle mor, der flyttede ind, stuer til visitter og passiarer og så hans to kontorer, propfyldt med bøger fra gulv til loft.

På museet kan man også se huse fra samme periode, hvor fattige bønder og landarbejdere boede, og det er umuligt ikke at tænke på, at ulighed ikke er en ny opfindelse. For professoren havde ikke bare råd til at lade sig varte op, men kunne leve omgivet af bøger og den status, som viden giver.

Det perfekte hotel

Det er, som om den ånd stadig hænger lidt i byen. Det dannede. Her er boghandlere, cafeer, smukke apoteker, gamle butikker, guldsmede, hvor man kan købe eksamensgaver, og butikker, hvor pæne mennesker kan købe læderhandsker og paraplyer.

Den lidt gammeldags fine fornemmelse får man på det godt 100 år gamle Grand Hotel, der ligger centralt i byen og er alt, hvad man kan ønske sig, når man booker værelse på et hotel, der hedder Grand Hotel.

Byens store fine hotel, der breder sine to fløje ud på en smuk plads med springvand. Nederst restauranter og festsale, på etagerne værelser med højt til loftet, indrettet forskelligt og med charme, mønstre, knirkende lænestole og skægge billeder fra forne tider.

Her er morgenmad med lokale råvarer, kötbullar eller en simpel bøf til aftensmad, servering af champagne og Aperol spritz (0g helt sikkert kir royal, uden at nogen løfter et øjenbryn, hvis man bestiller) udendørs i sommersæsonen. En gammeldags venlighed, hvor det virker, som om alt kan lade sig gøre, og hvor de naturligvis forstår, at man må have vand til sin urtete før sengetid, og bringer den op uden at kræve betaling. Luksus, der ikke er slesk nyrig, men bare rar.

I hotellets sale er der aften efter aften fester, fødselsdage, studenterarrangementer og konferencer. Det summer – på en høflig facon – af liv.

Som byen gør. For der er knap 100.000 indbyggere i Lund, og over halvdelen har direkte forbindelse med universitetet, knap 50.000 er studerende og 8.800 ansatte, fordelt i Lund, Helsingborg, Malmø og Ljungbyhed, men med hovedparten i Lund.

Det præger byen og gør, at nok er den gammeldags, men aldrig bedaget. Der er selvfølgelig, som der er i alle byer med mange unge, masser af steder at gå ud, cocktailbarer, steder med sære øl og vinbarer, mange ikke alt for dyre restauranter, fastfoodsteder, der holder åbent til langt ud på natten, og byen er fyldt med unge, hvis man går ud en fredag aften.

Men de mange studerende sætter også deres præg på byen, fordi der i Lund – og resten af Sverige – er andre traditioner for universitetsstuderende end i Danmark. Her er alle studerende medlem af såkaldte nationer, studenterforeninger, der står for det sociale liv. Og der er langt flere baller end i Danmark.

Nordeuropas næststørste siddende middag, hvor herrerne er klædt i kjole og hvidt og damerne i lange kjoler, holdes såmænd i Lund og hedder Finnfesten. Kun nobelprisfesten er større.

Her spiser 528 siddende gæster, før de – som de selv beskriver det – med et studentikost glimt i øjet forsøger at vælte domkirken og befri jætten Finn. Ifølge et sagn ville jætten Finn omstyrte kirken, men blev opslugt af stenene. I dag kan man se ham, hans kone og barn som nogle særegne udskårne figurer, der i domkirkens krypt omklamrer to søjler. Et år forsøgte de studerende sig f.eks. med at få kirken omstyrtet ved at få den til at flyve bort ved at montere heliumballoner. Det lykkedes dog, som besøgende kan konstatere ved selvsyn, ikke.

Festerne er fordelt over hele universitetsåret, så der er talrige fester, middage, logekomsammener og arrangementer. Det betyder, at der i weekenden altid er unge mænd og kvinder i festtøj at spotte i bybilledet, ofte iført skærf og bånd med hjemmelavede klirrende medaljer. I hvilke andre mindre provinsbyer står der giner med kjole og hvidt på tilbud i strøgbutikkernes vinduer? Men her er det fast uniform, og kun turisterne løfter et øjenbryn, når endnu en flok kommer forbi i fuld pingvin.

»Åh«, sagde tjeneren på Mat och Destillat, der ligger over for universitetets gamle hovedbygning, da vi så et optog og spurgte, om der var en særlig fest netop denne dag:

»Noget særligt? Nej nej. Det er bare Lund«.

Bare Lund? Må jeg være fri. Det er Lund. Den perfekte by til en lille tur væk fra hverdagen.

------------------------

Rettelse: I en tidligere version fik ’den uduelige Christian IV’ skylden for tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658. Men kongen døde i 1648, og det var hans søn, der mistede landsdelene. Der stod også, at København fik sin første domkirke i 1309, men byens første kirke var ikke en domkirke. Først i 1924 fik Vor Frue Kirke status af domkirke, da Sjællands Stift blev delt op i Københavns Stift og Roskilde Stift. Indtil da havde byen hørt under Roskilde Domkirke, dog med bisperesidens i København.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her