Partybussen er lige drejet ind, fulde unge vælter ud, flere brækker sig i hækken, gudskelov er det ikke lige op og ned ad vores autocamper – men altså, tæt på nogle andres. Det spærrer for det smukke udsyn og min idé om det stille autocamper-liv. Sommermørket er ved at lægge sig over Aarhus Bugt, jeg tager mine børn i hånden, ud i regnen igen, og hen til stranden, lad os lige samle nogle konkylier?
Det var ellers tæt på himmelsk. I hvert fald øjeblikket, da vi drejede ind på denne lille plads. Midt i Risskov Strandpark har vi fundet en lille gruset firkant med bærbuske og udsyn til vandet. Et lille stykke af himlen. Vi har vendt vognen, så vi har udsigt til det grønne, og begejstringen er stor, hvor er her smukt! Mens Kenneth nivellerer vognen, løber jeg med mine børn ned til vandet i blæst, Aarhus Bugt blotter sig for os, og her er kun få andre; en autocampist, der flyver med drage, en dreng, der lufter sin hund i snor.




























