Du har helt sikkert hørt ’Wake Me Up’, der blander hæs countrysang med en elektronisk dansesound. Og ’Hey Brother’, lidt samme stil, men mere melankolsk. Og selv om du måske ikke er klar over det, har du uden tvivl hørt keyboardtemaet fra ’Levels’ til en gadefest eller et motionsløb.
Den store dj og producer blev kun 28 år. Tæt på Sergels Torg i Stockholm er der skabt en fortælling om Avicii, Tim Bergling, og om tragedien, som fortsat giver genlyd syv år senere.


























