1. Bjergudsigt: På toppen af byen
Det er ikke et tilfælde, at en af de mest populære drikke på toppen af bjerget Monserrate er coca-te. Den gulgrønne urtedrik lavet på blade af kokaplanten (som der også udvindes kokain af) siges at neddysse den højdesyge, der kan ramme en, når man når bjergets tinde 3.152 meter over havoverfladen.
Er du frisk, kan du tage turen herop gående – det tager en times tid. De fleste tager svævebanen eller kabelbanen med glastag, der kører det meste af dagen. Og det er turen værd. Fra Monserrate føler man næsten, at man har overblik over den colombianske hovedstads 8 millioner indbyggere.
Fra toppen fordeler der sig et stisystem med gode ruter til fuglekiggeri, hvor man kan se og høre alt fra kolibrier til svaler. Og på det højeste punkt troner Monserrate-kirken – et hvidkalket pilgrimsmål, hvor flere tusind hver søndag samles.
Kirkerummet er i sig selv ikke prangende, men besøg kapellet bagved, og se væggene, der er plastret til med bønner om guddommelig assistance til alt fra kræfthelbredelse til visumansøgninger til USA.
Når du er nede igen, kan du søge mod kvarteret La Candelaria, byens ældste område, hvor arkitekturen i dag er et sammensurium af spansk kolonistil, barok og art deco. Er du snacksulten? Så prøv de sprøde empanadas og arepa de huevo – friturestegte majsmel-lommer med æggefyld – i gadekøkkenet El Peaje, hvor du deler den trange bordplads og de mange sauceflasker stående med både håndværkere og studerende.
2. Skønhedskiggeri: Plastisk fantastisk
På tredjesalen synger en kvinde om ulykkelig kærlighed, på etagerne ovenover jammer fem spillemænd mellem bordene, og midt i det øredøvende kaos kanter tjenerne sig mellem myriader af gæster med drinks, dampende empanadas og steaks i 700-gram-klassen.
Restauranten Andrés Carne de Res – der har plads til 2.500 gæster – er ikke bare garant for en fest i Bogotás velhaverkvarter. Det er også et genialt sted at observere frugterne af arbejdet fra de colombianske plastikkirurgers skalpeller.
Med anslået 500.000 årlige plastikkirurgiske indgreb i Colombia er de kvindelige skønhedsidealer i landet en giga-industri. Særlig i storbyerne Bogotá, Medellín og Cali får kvinder – med største selvfølgelighed – ommøbleret ansigter og indlagt implantater i bryster og bagdel i jagten på den perfekte latinamerikanske kvindekrop.
Her er skønhedskirurgi ikke et tabu, en af landets mest populære tv-serier i nyere tid hedder ’Uden bryster er der intet paradis’ (’Sin tetas no hay paraiso’), og i butikkerne fylder giner og mannequiner med svulmende kurver og læber.
Nogle mener, at besættelsen af plastikkirurgi opstod, da narkokriminelle skulle gøre sig uigenkendelige for fjender og myndigheder i 1980’erne og 90’erne. Andre siger, at dyngerne af narkopenge, der strømmede fra især USA til Colombia, naturligt gav landets kvinder lyst til at bruge penge på det unaturlige. Industrien er så stor og professionel, at mange turister fra USA og Europa rejser hertil for at købe en ny næse eller et brasiliansk numseløft til en brøkdel af de priser, de er vant til.
3. Dans: Tør du cha-cha-cha?
»Otra vez!«,råber salsalæreren Sebastian, en fyr i 30’erne, og beder de fremmødte gentage et par trin. Der danses på toppen af en lille bygning med tonerne vrikkende langt ned ad trappen og ud på gaden i Bogotás universitetskvarter.
Danseskolen Academia de Baile Paso Latino drives af parret Catherin Estrada og Nicolas Carraño, der flere gange har vundet de sydamerikanske mesterskaber i salsa. »I Colombia er dans noget ganske særligt«, siger Nicolas Carraño, der selv underviser i blandt andet salsa, cha-cha-cha og rumba.
»Vi vokser op med latinmusikken og dans, så her er dans ikke forbeholdt de få. Det er noget, vi også gør til familiesammenkomster og andre højtider«, forklarer han. Alle er velkomne til timerne, og på denne aften er der også flere turister.
De fleste smiler, selv om flere ser ud til at have indset, at de er omtrent en levetids danseerfaringer fattigere end de lokale. Men Sebastian er ligeglad og råber anerkendende »muy bien!« til enhver, der prøver. Som med det meste i Colombia er det uendelig meget lettere at følge med, hvis man kan tale en anelse spansk.
Hvor: Piso 2, Caracas #46-91, Bogotá
4. Madlavning: Kog som en lokal
I haven liggeren kat og spinder, ved siden af render to børn og leger, og indenfor i køkkenet står man selv og rører i en fremmed kvindes gryde. Eller rettere: Gryden tilhører en ny lokal ven. Doña Elsa Ramirez, en 58-årig colombianer med smilende øjne, inviterer vildt fremmede ind i sit hjem for at lære dem at lave mad som en colombianer.
Det er i dag hendes fuldtidsjob, og gæsterne kommer fra alle verdenshjørner i hold på tre-fire personer ad gangen.
Dagens ret står på Bogotá-egnsretten ajiaco: en suppe med kylling, tre slags kartofler, majs og ærter toppet med cremefraiche og koriander. Det cirka fire timer lange minikursus starter med en tur til det lokale marked ti minutters gang fra Doña Elsas hus. Her købes kylling hos den lille slagter, grøntsagerne udvælges hos en smilende dame på markedet, og krydderurterne snuppes i bundter i naboboden.
Det er ikke gastronomi, Colombia er mest kendt for ude i verden, men i de senere år har vin- og madfestivaler og ambitiøse kokke slået slag for lokale retter som sancocho (kyllingestuvning) og patacones (friterede bananplanter), som de fortolker i smarte restauranter i byens fancy Zona G.
»Jeg foretrækker at lave maden selv«, siger Doña Elsa på spansk: »Man ved aldrig, om de laver det ordentligt på restauranterne«.
Efter en halv dag i Doña Elsas interimistiske hjem med bliktag og skæve gulve er man ikke bare blevet et par lokale madfif rigere for under 100 danske kroner per person inklusive råvarer.
Man får også et interessant kig ind i landets madtraditioner – som f.eks. at man altid spiser frugt og bær før et hovedmåltid, ikke efter. Dagen slutter med kulsort colombiansk kaffe eller hjemmelavet lulado, som er en syrligsød lemonade af blendede lulo-citrusfrugter, limejuice, vand og sukker. Salud!
5. Kunst: Den lokale malerhelt
Er de overvægtige? Fede ligefrem? Eller leger han bare med proportionerne? Egentlig blev den colombianske maler og billedhugger Fernando Botero født i Colombias næststørste by, Medellín, i 1932, men i dag fylder han også godt i Bogotá.
For 16 år siden donerede Botero, der er en af Sydamerikas mest hyldede billedkunstnere og skulptører, 123 af sine egne værker og 85 værker fra kolleger som Braque, Picasso, Dalí og Chagall til den colombianske nationalbank og bad dem åbne og drive Fernando Botero Museum.
På væggene hænger naive stilleben af frugt, skuffedarier og jordskælv nu side om side med de kødfulde og marcipanfarvede kvinder og mænd. Men tag ikke fejl: Enhver colombianer vil som noget af det første understrege, at nationalhelten Boteros motiver altså ikke bare handler om at gøre folk fede.
»Det handler om proportionerne. Se, hvor han leger med dem og sætter tingene i et nyt lys«, som turguiden Juan Hernandez fortæller ivrigt. Det er – ud over Botero-samlingen – også her i byens centrum, Colombia viser andre af sine stolteste skatte frem. 700 meter museeet ligger eksempelvis guldmuseet Museo del Oro, og efter yderligere et par minutters gang lander man på Avenue Jimenez, hvor minearbejdere hver dag kommer ind fra bjergene for at sælge små lysende grønne smaragder. Men pas på: der er ingen garanti for ægthed eller fair pris.
fortsæt med at læse
