Når man går i land på San Pietro, falder blikket på palmer, pastelfarvede husfacader og småsludrende fiskere. Synet ville ikke have afstedkommet et gran af undren, hvis man havde befundet sig ved Liguriens paradisiske kyst. Men det her er Sardinien, og for kort tid siden stod man inde i Portoscusos grimme industrihavn indhyllet i dieseldamp og klistret motorvarme og ventede på den færge, der jævnligt sejler mellem Sardinien og San Pietro.
Øen San Pietro ligger i Sardiniens sydvestligste hjørne – i regionen Sulcis Iglesiente, hvis dramatiske, mørke bjerge beklædt med rustne jernstativer minder om områdets fortid som driftigt mineland.
Færgen fra Portoscuso glider forbi den landfaste nabo-ø Sant’Antioco, hvis hvidkalkede huse og hyggelige havn er en forsmag på det forestående paradis, og så ligger den der, øen med de blinkende pastelfarver fra husene i Carloforte og den lyse aura, som stammer fra sandet og de hvide klipper.
Jeg har været her før, men min danske ledsager, der ellers flere gange har været på Sardinien, taber underkæben: »Er det virkelig flamingoer, der står derude?«, spørger hun mistroisk, efter at vores taxa har hentet os ved havnemolen og nu transporterer os ind i Carlofortes bagland.
