På afstand højt hævet over dalen ligner den en håndfuld sukkerknalder, der står stablet lidt skævt oven på hinanden. Acebuchals hvidmalede huse glitrer i solen inde mellem pinjetræer og andre maki-vækster. Fjernt fra omverdenen i den sidste dal, inden barske bjergtinder tager over, har den hvide landsby ligget der i hundredvis af år. Den opstod som et knudepunkt for vandrings- og æselruter, der forbandt kystens mange bysamfund med fjerne byer som Granada inde i landet.
I dag smiler Acebuchal. Byens huse står knitrende hvide som nyvaskede lagener i solen, appelsintræer og blomster i krukker udsender søde, krydrede dufte, og folk strømmer hertil for at opleve den fjerntliggende og ikke helt fremkommelige flække. Men sådan har det ikke altid været.
