Jaz er et af de største navne inden for gadekunst i Buenos Aires og udstiller også på kunstgallerier. Temaet er ofte det dyriske i mennesker og to figurer over for hinanden.
Foto: Sole Bugge Møller

Jaz er et af de største navne inden for gadekunst i Buenos Aires og udstiller også på kunstgallerier. Temaet er ofte det dyriske i mennesker og to figurer over for hinanden.

Rejser

Se selv: I Buenos Aires er gaderne et levende og kulørt galleri af billeder

Politisk, farvestrålende, legesyg, tankevækkende. En tur gennem Buenos Aires’ graffiti og gadekunst giver ikke blot et nyt perspektiv på byen. Kunsten fortæller også om landets op- og nedture.

Rejser

En varm sensommereftermiddag står vi i Buenos Aires og kigger på en grå, slidt mur med baldrede ruder. Midt i den industrielle tristesse troner en gigantisk havskildpadde pludselig frem og svømmer nærmest ud af væggen. Den surrealistiske kontrast med baggrunden og vægmaleriets livagtige detaljer får lagerhallen til at smelte væk, mens vi bliver suget ind i skildpaddens univers.

I disse år kribler gadekunsten frem overalt i Buenos Aires. På mure og gavle, under broer og på metrostationer vækker farvestrålende malerier af flamingoer, tangodansere, griseformede ubåde og metaldrager byrummet til live og omdanner byen til et stort lærred. Et lærred, der, hvis man lytter efter, hvisker om den argentinske hovedstads storhed og fald, om militærdiktaturer, korruption og kontantkriser og om et ukueligt folk, der kommer til orde på murene.

Brandmændene holder hånden over La Boca, også på murene, men lidt væk fra El Caminito finder man også små malerier af en anden af kvarterets helte – Diego Maradona.
Foto: Sole Bugge Møller

Brandmændene holder hånden over La Boca, også på murene, men lidt væk fra El Caminito finder man også små malerier af en anden af kvarterets helte – Diego Maradona.

De hviskende mure taler dog ikke nødvendigvis højt nok til, at man kan forstå dem, og derfor står vi nu i kvarteret La Boca sammen med ti andre turister og en guide fra Graffitimundo. Graffitimundo er en organisation, der arrangerer ture til de vigtigste værker og forsøger at tegne et mere fyldestgørende billede af Buenos Aires’ gadekunst, end man får ud af et hurtigt skud til Instagram.

La Boca er lidt af en selvmodsigelse. På den ene side er det et hårdt kvarter, som man rådes til at holde sig langt væk fra efter mørkets frembrud. På den anden side virker de farvestrålende bygninger omkring El Caminito som fluepapir på turisterne, og den kompleksitet går igen i gadekunsten. Vi stimler sammen foran et billede af brandmænd, der kæmper mod en flammende dæmon, et motiv, der går igen flere steder i kvarteret. De skurlignende huse i kvarteret er en evig brandfare, og La Bocas frivillige brandkorps er kvarterets skytsengle. Men vægmalerierne minder os om, at kvarterets stolthed er fodboldholdet Boca Juniors, og selv brandmændene er iklædt deres blå-gule farver.

Gadekunst laves i dagslys

Vores guide, Sorcha, er oprindelig fra Irland, men har boet i Buenos Aires de seneste fire år, og hun lægger ud med at give os et minikursus i forskellen på graffiti og gadekunst.

»Graffiti bruger primært bogstaver i form af tags og throw-ups, og ofte bruger de kælenavne eller skjulte beskeder, som almindelige mennesker ikke forstår. Så graffiti er mere ekskluderende end gadekunst«, siger Sorcha og fortsætter:

»Gadekunstnerne her i Argentina fortæller igen og igen, at de prøver at stille spørgsmål gennem deres kunst, og ofte er de fyldt med sociale kommentarer, der er åbne for fortolkning«.

La Bocas farvestrålende huse er ofte opført i vilkårlige materialer og lever ikke ligefrem op til bygningsreglementet. Det betyder, at der ofte er ildebrande, og derfor har La Boca Argentinas største frivillige korps af brandmænd, som de er meget stolte af. Dette vægmaleri blev opført efter en stor brand i kvarteret i 2014. Bemærk, at brandmændene er iklædt fodboldholdet Boca Juniors blå-gule farver.
Foto: Sole Bugge Møller

La Bocas farvestrålende huse er ofte opført i vilkårlige materialer og lever ikke ligefrem op til bygningsreglementet. Det betyder, at der ofte er ildebrande, og derfor har La Boca Argentinas største frivillige korps af brandmænd, som de er meget stolte af. Dette vægmaleri blev opført efter en stor brand i kvarteret i 2014. Bemærk, at brandmændene er iklædt fodboldholdet Boca Juniors blå-gule farver.

Buenos Aires skiller sig ud fra andre byer derved, at gadekunsten som regel bliver til ved højlys dag. Der er ikke noget med hættetrøjer, som spraymaler mure i nattens mulm og mørke, mens de kigger sig over skulderen. I stedet underskriver kunstnerne deres værker med navn og facebookside. Så længe ejeren giver lov til at male en facade, behøver man ikke myndighedernes godkendelse.

»Så gadekunstnere går af og til rundt og ringer på folks døre og fremviser billeder af deres værker for at få lov til at male på ejerens væg«, fortæller Sorcha.

Andre gange er det ejeren, der henvender sig til kunstneren, fordi de vil live op i kvarteret, forskønne deres forretning eller ironisk nok vil undgå, at folk maler graffiti på deres gavl.

Argentinas første bølge

Den moderne graffiti brød for alvor igennem i 1970’erne og var tæt forbundet med hiphopkulturen. Dengang var Argentina underlagt et blodigt militærdiktatur, som slog hårdt ned på folk, der ytrede sig mod styret. Over 30.000 personer forsvandt under den såkaldt beskidte krig, og det var derfor, først da det skrøbelige demokrati blev genindført i 1990’erne, at argentinerne turde tage til genmæle på murene, og gadekunsten er fyldt med referencer til denne mørke periode.

I 1990’erne kom Argentina op til overfladen igen, og middelklassen fik pludselig råd til at rejse udenlands. De bragte graffitien med hjem fra rejser til New York, London og Barcelona, og det skabte Argentinas første graffitibølge.

Men det var først i 2001, at gadekunsten for alvor slog igennem. Argentinas økonomi krakkede, pesoen blev devalueret, og folk mistede job og formuer. Præsidenten måtte flygte i helikopter, og som en reaktion på uroen begyndte folk igen at udtrykke deres frustrationer på mure og facader rundtomkring i byen.

Det er store værker som dette af de uruguayanske gadekunstnere Colectivo Licuado og Alfalfa, der gør Barracas til gadekunstens hotteste kvarter i Buenos Aires.
Foto: Sole Bugge Møller

Det er store værker som dette af de uruguayanske gadekunstnere Colectivo Licuado og Alfalfa, der gør Barracas til gadekunstens hotteste kvarter i Buenos Aires.

Med tiden blev det næsten for tungt at gå igennem gaderne, hvor graffitien brølede løs om, at det hele gik ad helvede til, og derfor spirede en ny stilart frem, der var mere farvestrålende og optimistisk. Ideen var at give indbyggerne noget, der kunne aflede deres tanker for en stund, bedst symboliseret ved muñequismo, en tegneserieagtig stil, der trods sit gakkede udtryk har mørke rødder i krakket i 2001.

»Gadekunstnerne ville være en del af den sociale revolution, Argentina gennemgik, men ikke på en negativ måde, så i stedet malede de sjove, glade figurer, der kunne give folk et smil på læben. Det har lagt fundamentet for al gadekunst, der fulgte«, fortæller Sorcha.

Derfor er meget af Buenos Aires’ gadekunst i dag mindre politisk end i andre latinamerikanske lande, og i stedet er der fuld skrald på pangfarver og Dalí-agtige rablerier, som havde man sluppet et kreabarn på syre løs i byen med en sprayflaske.

Det hotteste sted

Vil man opleve, hvor gadekunsten er på vej hen i Argentina, så er Barracas stedet, man skal besøge. Vi hopper ind i en bus og kører mod det industrielle kvarter, der har fået en opblomstring takket være de mange store mure, der er som blanke, om end rå lærreder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For fire-fem år siden var der stort set ingen gadekunst her i Barracas, men nu spirer det frem overalt og det er det hotteste sted for gadekunst,« siger Sorcha.

Vi kører forbi traditionelle gademalerier af tangodansere og mure fyldt med falmede slidte bogstaver med politiske slogans.

»Siden 1950’erne har den form for graffiti været en billig måde for politiske partier at føre propaganda på. Selv om det teknisk set er ulovligt, er regeringen faktisk landets største udøver af graffiti, men folk lægger ikke rigtig mærke til det længere,« fortæller Sorcha.

Barracas er fyldt med varehuse, lagerhaller og fabrikker, der er begyndt at tiltrække designere og kunstnere. Også et byggefirma har en finger med i kvarterets forvandling: Sullair fremstiller kraner, generatorer og andet udstyr til byggebranchen, og de seneste år har virksomheden betalt kunstnere for at forskønne Barracas’ mure.

Man falder over meget af Buenos Aires’ gadekunst, når man trisser rundt uden at lede efter den. Vil man grave lidt dybere, er det dog en god idé at tage på en arrangeret tur.
Foto: Sole Bugge Møller

Man falder over meget af Buenos Aires’ gadekunst, når man trisser rundt uden at lede efter den. Vil man grave lidt dybere, er det dog en god idé at tage på en arrangeret tur.

Heriblandt den berømte havskildpadde, en halvnøgen kvinde med horn i panden, et skelet på badeferie og spøjse cyklister med spinkle lemmer og hele byer i deres hjul.

Under en bro boltrer en af landets sværvægtere inden for gadekunst sig. På hver side af en viadukt, hvor togene drøner forbi ovenover, mens slyngplanter kravler ned ad muren, stimler en række skikkelser sammen på væggene. I stedet for ansigter har de kulsorte dyrehoveder, og den ene side er malet i blå nuancer og den anden i røde – farverne på de to rivaliserende fodboldhold Boca Juniors og River Plate. Værket er malet af Jaz, der oprindelig lavede hiphopinspireret graffiti, men som efter en familieferie til Barcelona opdagede en ny side af gadekunst.

»Han maler ofte figurer, der er halvt menneske, halvt dyr, eller som står over for hinanden og repræsenterer vores indre kamp«, forklarer Sorcha.

De lokale inspirerer

Sorcha har flere gange ansigtet begravet i sin mobil, for hun har fået nys om, at to kunstnere er i gang med at forberede et stort vægmaleri i kvarteret.

»Lad os se, om vi kan få lov at se, hvad de arbejder på«, siger hun.

Da vi ankommer, har den bagende sol sat en stopper for dagens arbejde, men de to gadekunstnere Pol Corona og Tec fortæller os om projektet. Ideen er at skabe en hyldest til kvinden, og hun er derfor malet i midten, og ud fra hende stråler en række scenerier fra kvarteret. Tec forklarer, at flere af scenerne er direkte inspireret af folk fra kvarteret. Da Tec og Pol Corona forleden gik i gang med at male, stillede nogle lokale et havebord og nogle stole op midt på gaden og begyndte at grille, mens de kiggede på de to kunstneres arbejde, og den scene er nu en del af vægmaleriet.

»Typisk tegner jeg halvdelen af værket på forhånd, mens den anden halvdel bliver til i samarbejde med lokalsamfundet. Når jeg tager hjem, er det dem, der skal leve med værket, så det er vigtigt, at de er en del af det«, siger Tec.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En række gadekunstnere fra Argentina og Tyskland står bag dette vægmaleri, der blev til under Meeting of Styles i 2012 og er et miskmask, fordi hovedkunstneren ikke dukkede op.
Foto: Sole Bugge Møller

En række gadekunstnere fra Argentina og Tyskland står bag dette vægmaleri, der blev til under Meeting of Styles i 2012 og er et miskmask, fordi hovedkunstneren ikke dukkede op.

Vi stiller spørgsmål til de to gadekunstnere og deres arbejde, og så inviterer Pol Corona os med til sit atelier rundt om hjørnet, hvor vi får lov til at se, hvordan han arbejder. Det rodede lokale er fyldt med skitser, halvfærdige værker, pensler, blyanter og papir og en maskine til silketryk, som er hans nyeste legetøj.

Pol Corona og Tec er beviset på, at kunstnere i Buenos Aires i dag ser gadens mure som et lige så godt sted at udstille deres værker som gallerier og museer. Pudsigt nok er deres værker blevet så stuerene, at gadekunstnere nu bliver inviteret til at udstille på de hippeste gallerier.

Vores tur med Graffitimundo er ved vejs ende, og vi vinker farvel til Pol Corona og Tec. Vores opdagelsesrejse i byens gadegalleri er dog først lige begyndt. Faraoer, havfruer og minotaurer, musketerer, løver og mandriller, Evita Perón, Che Guevara og Diego Maradona venter på os på murene.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce