Klokken var lidt over halv otte om morgenen, da korporal Arthur Cook og hans kammerater fra 1st Somerset Light Infantry forlod deres skyttegrave og vandrede direkte ind i en storm af bly fra de tyske maskingeværer.
Foran sig havde briterne allerede set mændene i den første angrebsbølge blive mejet ned af den fjende, som de ellers havde fået at vide var blevet udslettet af den foregående uges artilleribombardement.
Med adrenalinen pumpende i årerne var mændene fra Somerset både rædselsslagne og utålmodige, da angrebsfløjten endelig lød.
»Med en bøn på læberne forlod vi skyttegraven, men nåede ikke langt, før vi midt i ingenmandsland blev fanget i maskingeværilden. Drengene begyndte at falde som fluer, men vi blev nødt til at fortsætte. Først blev vores løjtnant dræbt, derefter hans næstkommanderende. Kun fem minutter inde i angrebet havde jeg derfor ansvaret for hele delingen«, skrev Arthur Cook efterfølgende i sin dagbog om 1. juli 1916.
