»Det største problem med det her er, at når man først har prøvet det én gang, vil man prøve det igen«.
Irwin på 12 år er halvt canadier og halvt cubaner. Han står midt i bussen med sine mørkebrune krøller og lysebrune hud og klamrer sig til håndtaget øverst på mit sæde, mens den mørkeblå bus skramlende kæmper sig op ad den frodige og stejle bjergside i økosamfundet Las Terrazas i Sierra del Rosario-bjergene en times kørsel vest for Cubas hovedstad, Havana.
Irwin har netop prøvet det her en gang før, på en skoleudflugt, og han er langtfra det eneste barn i bussen. Mindste barn er 4 år og sidder på skødet af sin far.
»Hvis han tør, tør jeg også«, siger jeg til mig selv i et halvhjertet forsøg på at overvinde den højdeskræk, som jeg altid har lidt af.
Seletøjet omkring min mave, som instruktøren iførte mig i det lille skur for foden af bjerget, virker robust nok. Det samme gør sig desværre ikke gældende for den grønne trætrappe, der er sømmet fast til et meget stort træ, som vi bliver ført hen til, da vi stiger ud af bussen. Gelænderet flytter sig mindst 5 centimeter, da jeg tager fat i det for at rykke mig lidt ud til siden, så faderen med det 4-årige barn kan komme forbi.
Ligesom en stor del af resten af Cuba lider gelænderet under den amerikanske handelsembargo, Cuba har været ramt af siden 1960. Der har simpelthen ikke været penge nok i landet til at vedligeholde hverken bygninger, veje eller som her en forlystelse.
Frokosten truer med at komme op igen, men jeg synker dybt og fokuserer på wiren, der er strakt ud fra træets stamme over mit hoved. Den stålgrå wire er mere end 5 centimeter tyk og snoet sammen af hundredvis af mindre wirer. »Den må kunne holde mig«, messer jeg igen og igen og forsøger at lade være med at fokusere på, at wiren fortsætter mere end 100 meter ud i den blå luft over trætoppene.
Turisternes interesse for Cuba vokser med ekspresfart, og det giver problemer med at finde hotellerWiren er den første af i alt seks, der er spændt ud mellem træerne i et sammenhængende system over økosamfundet. Området, der i dag er udpeget af Unesco som et biosfærereservat, var frem til 1968 et udpint mineområde. Men så begyndte man at genplante træerne i området, ’skære’ terrasser – heraf navnet – ind i bjergskråningerne for at undgå erosion samt bygge rækker af hvide huse på skråningerne ned til søen.
Det nye samfunds beboere indså hurtigt potentialet i at tiltrække turister på dagture fra Havana, og i 1994 åbnede Hotel Moka, som giver besøgende mulighed for at overnatte. Senere kom så aktiviteter som sejlads på søen og altså zipline over den nu igen tætte skov, der tiltrækker turister fra nær og fjern. Men også mange lokale cubanere kommer hertil for at køle ned på varme dage i de naturlige pools, der er skabt af floden Rio de San Juans vej gennem området.
Holder krampagtigt fast
Floden kommer vi tilbage til. Først skal jeg nemlig lige overleve turen over trætoppene. En af instruktørerne fastgør mit seletøj til wiren, instruerer mig i, hvordan jeg bremser, hiver min overkrop lidt bagover og skubber mig så af sted. Jeg når ikke at sige, at jeg faktisk ikke rigtig tør, før jeg hænger der i wiren i fuld fart.
Jeg holder krampagtigt fast i hængslet, der forbinder mig med wiren, og stirrer stift frem mod platformen i den anden ende, der nærmer sig hastigt. Pludselig lyder en skarp lyd fra en fløjte. Signalet til at bremse.
Trinidad: Cubas kulturhistoriske juvelJeg sætter min højre hånd, der er beklædt med en særlig handske med et stykke firkantet groft skind på indersiden, over hængslet og presser ned. Alligevel brager jeg ind i instruktøren, der står klar til at tage imod mig på den modsatte platform.
Han åbner munden i en blanding af et smil og et højt udbrud: »Tryk lidt hårdere næste gang«, siger han, mens han hægter mig af wiren og sætter mig fast til en snor, jeg skal følge over platformen og op ad en ny ikke helt så faldefærdig trappe.
Næste sektion går allerede en smule bedre, og på tredje glidestykke tør jeg endda kigge ned på træerne under mig. Kronerne er tætte og forhindrer, at jeg kan se helt ned til jorden. På den måde virker det faktisk slet ikke, som om der er så langt ned, og dermed er det ikke længere så skræmmende.
Fjerde stykke går hen over Hotel Moka, og jeg overvejer et kort øjeblik at slippe hængslet og vinke til et par gæster, der ligger ved poolen under mig. Men en ny platform nærmer sig, og jeg har efterhånden lært, at der skal bremses i lidt bedre tid.
På rejse til Cubas ukendte øFemte sektion går over søen. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg tænker, at hvis jeg ryger ned her, falder jeg jo bare i vandet og vil ikke slå mig, i hvert fald tager jeg mig selv i at skrige et frydefuldt »juhuu« ud over det grønne vand. Og så er der blot den sidste sektion tilbage, før jeg er retur ved det lille skur ved søen.
Vaske sveden af
Benene ryster en smule, og adrenalinen kører stadig rundt i kroppen, så jeg får min guide, der egentlig er en taxachauffør fra Havana, til at køre mig ned til de naturlige pools ved Rio de San Juan. Det føles utrolig godt at sænke kroppen ned i det kølige, forfriskende vand og få vasket angstens sved af.
Flere steder langs floden er der opstillet borde og bænke, som lokale cubanere har slået sig ned ved. Området er populært til en lille søndagsudflugt med familien, men også turister fra blandt andet Tyskland og Canada har fundet hertil.
Læser om Cuba: »Rejs, rejs og oplev Cuba nu for vil det ændre sig med hastige skridt«De svømmer ind under nogle af de små vandfald, der dannes, når vandet ryger ud over de store sten, eller slænger sig op ad stenene, der er grønne og glatte af alger. En gruppe børn springer ud fra et niveau og ned i en af de dybe pools, hvor man ikke kan se bunden.
Jeg forlader det halvkolde vand og går op til den lille bar og restaurant og køber en øl. Det skal fejres, at jeg overvandt min højdeskræk og kastede mig ud over trætoppene kun hængende i en wire. Og at jeg i det hele taget fandt vej til dette skønne lille hjørne af Cuba.
Politiken var inviteret til Cuba af USA Tours
fortsæt med at læse
